På et vist
tidspunkt i researchen, blev det umuligt at ignorere de talrige
forbindelser til de europæiske og amerikanske hekseprocesser, der
primært foregik fra ca. 1485 og helt op til slutningen af
1600-tallet, hvor de dog kun langsomt døde ud.
Det
kan være vanskeligt at tegne et præcist billede af de
omstændigheder, der førte til den udbredte heksefeber og
henrettelsen af titusindvis af uskyldige mennesker, overvejende
kvinder beskyldt for alt lige fra samkvem med djævelen, påkaldelser
af dæmoner, gudsbespottelse og besudling af hellige sakramenter,
skadeforvoldelse ved forbandelser, rejsninger af storm og regn,
barnemord, kannibalisme og deltagelse i sexorgier. Alle forbrydelser,
som af Inkvisitionen såvel som af verdslige domstole blev lagt under
det fleksible paraplybegreb Maleficum og straffet med døden.
Hekseprocesserne
bliver ofte forbundet med uvidenhed, overtro og kristen
fundamentalisme i den mørke middelalder, men dette er dog
misvisende. Det er sandt, at Inkvisitionen blev etableret så langt
tilbage som år 1230 af den katolske kirke under ledelse af Pave
Gregorius IX, men de forfølgelser der foregik i middelalderen var
begrundet i kætteri og ikke trolddomskunst, omend kættere også
blev brændt på bålet. Trolddomskunst og kætteri overlappede
naturligvis på mange måder, men først i 1484 gjorde pave Innocens
VIII officielt de to forbrydelser identiske med hinanden. Også først
i denne periode blev trolddom anerkendt som et virkeligt fænomen af
kirken, hvor det tidligere i middelalderen blev betragtet som kætteri
overhovedet at tro på trolddomskunstens virkninger.
Rennæssancen
bliver ofte fremhævet som en idealperiode kendetegnet af
videnskabelige og geografiske nyopdagelser, et voksende handelsliv og
religiøs nytænkning, men ingen af disse elementer kunne altså
forhindre den pandemiske galskab, vi i dag kalder heksefeberen.
Snarere
tværtimod. De medvirkede alle til et mere kompliceret samfund, et
samfund, der blev splittet af nye klassekampe og religionsstride, der
udfordrede de tidligere så faste strukturer.
I
middelalderen var rigdom forbeholdt de adelige, som kunne hvile trygt
i deres status, beskyttet af det strengt hierarkiske feudale system.
Med Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492, samt Vasco de Gamas
opdagelsen af søvejen fra Portugal til Indien syd om Afrika, blev
grundlaget lagt for et helt nyt marked for global handel. En ny
samfundsklasse fulgte naturligt, handelsborgerskabet, der med
nyanskaffet rigdom også søgte at udfordre de adeliges magtmonopol i
det politiske liv.
En
anden fundamental samfundsinstitution, der oplevede massive
forandringer, var den katolske kirke. Motiveret af Martin Luther og
hans femoghalvfems teser fremlagt i 1517, opstod en ny gren af
kristendommen, protestantismen. Dens principper udfordrede den
katolske praksis, hvor synderen kunne købe sig til en plads i himlen
ved hjælp af afladsbreve, og prædikede i stedet, at Guds frelse
hverken kunne opnås ved handel eller gode gerninger, men kun gives
af Gud gennem troen på Jesus Kristus. Biblen blev samtidig også
tilgængelig på folkesproget i Luthers tyske oversættelse og var
således ikke længere udelukkende forbeholdt de latinkyndige. Den
åndelige revolution var sat i gang, og jorden var gødet for, at
flere uafhængige grupper af udbrydere kunne etablere sig. Pavens
monopol på at udlægge Guds vilje var endegyldigt forbi.
Splittelse
og tvivl fulgte også trop i den almindelige borger, der nu ikke
længere kunne være sikker på at have valgt den rigtige
trosretning. Der var store forskelle mellem, hvad katolikkerne og
protestanterne prædikede og lagde vægt på. Konverterede
protestanter kunne nu frygte, at deres gode tro og moral ikke var nok
til at sikre dem Guds frelse. På den anden side kunne katolikker
komme i tvivl om, hvorvidt deres barmhjertige gerninger og kontante
betalinger til kirken nu også var tilstrækkeligt. Denne personlige
tvivl og usikkerhed kan givetvis have resulteret i en tilbøjelighed
til at give ”troldkvinder” skylden for egne synder eller ulykker.
En
ting kunne alle nemlig blive enige om: Ondskabsfuld trolddomskunst
var virkelig og måtte bekæmpes. Samfundsstrukturen i 1500-tallet
var meget tætknyttet og baseret på det lokale, da bevægeligheden
byer og landsbyer imellem på grund af dårlige veje og mangefulde
transportmetoder var meget begrænset. Folk holdt sammen, og de
kendte deres plads som bønder, præster eller borgere. Sammenhold
var et nøgleord, og befandt man sig uden for lauget, menigheden
eller landsbyfællesskabet var der god sandsynlighed for at blive
anklaget for djævelskab, når tingene gik galt. Vagabonder, tiggere,
ugifte kvinder, enker og ubemidlede agerede af den grund ofte
syndebukke og blev ofre for de ubarmhjertige hekseprocesser.
Almindelige og respekterede mennesker kunne dog også risikere at
komme på bænken, når nabostridigheder, familiefejder eller en
dårlig høst fik folk til at anklage hinanden på kryds og tværs.
Heksefeberens
tid var en usikker tid, folk levede i frygt for at blive forbandet og
for at blive anklaget, i frygt for at blive udstødt af
landsbyfællesskabet eller Guds evige rige, i frygt for at møde en
skånselsløs dommer eller djævelen selv.
