Hekseprocessen i Salem

I Salem, Massachussets fandt der i 1692 en særdeles ubehagelig hekseproces sted. Den vil virke utrolig, men er langt fra enestående og tjener som et udmærket eksempel på, hvor langt massehysteri kan føres og hvor fatale konsekvenser, det kan have. To unge piger på ni og tolv år, Elizabeth Parris og Abigail Williams, begyndte en dag i januar at opføre sig uforklarligt, de talte i tunger, smed genstande rundt omkring sig og kravlede rundt under møblerne i tilsyneladende angsanfald. De blev efterfølgende undersøgt af den lokale læge, William Griggs, som ikke kunne finde nogle fysiske forklaringer på deres adfærd. Pastor Samuel Williams konkluderede herefter, som det var naturligt på den tid, at pigerne var blevet forbandet.

Den første, der blev anklaget for hekseri, var familiens sorte slave, Tituba, der som lavtstående kvinde ikke havde mange muligheder for at forsvare sig. Hun blev hurtigt efterfulgt af andre kvinder, som på den ene eller anden måde var ildesete i samfundet eller var skeptiske over for sandheden i de unge pigers anklager.

De indledende uroligheder stod på over en periode på fem måneder, hvorefter en lang række høringer indledtes ved domstolene. Fire mennesker nåede at dø i fængsel, mens processen stod på, og i alt tyve, fjorten kvinder og seks mænd blev henrettet som følge af hekseprocessen. Alle hængtes de, med undtagelse af Giles Corey, som i protest nægtede at erklære sig hverken skyldig eller uskyldig og dømtes til peine forte et dure. Hans brystkasse blev presset med tungere og tungere sten for at fremtvinge en tilståelse, men efter to dages forløb døde han af kvælning, fordi han resolut stod fast på ikke at tage del i galskaben.

Jeg har tidligere fokuseret meget på uforklarlige forsvindinger, men dette er også et emne, jeg føler stærkt for. Ligesom vi ikke må glemme eller affærdige de forsvundne som Amelia Earhart eller Ambrose Bierce, må vi heller ikke glemme ofrene for den galskab og det massehysteri, som forpestede Europa og Amerika gennem flere århundreder. En hel bog kunne fyldes med navnene på de henrettede ”hekse,” og den ville blive længere end min. Her vil jeg dog nøjes med disse:

In Memoriam

Bridget Bishop, Salem, 10. juni 1692

Sarah Good, Salem Village, 19. juli 1692

Rebecca Nurse, Salem Village, 19. juli 1692

Susannah Martin, Amesbury, 19. juli 1692

Elizabeth How, Ipswich, 19. juli 1692

Sarah Wilds, Topsfield, 19. juli 1692

George Burroughs, Wells, Maine, 19. august 1692

John Proctor, Salem Village, 19. august 1692

John Willard, Salem Village, 19. august 1692

George Jacobs, Sr., Salem Town, 19. august 1692

Martha Carrier, Andover, 19. august 1692

Giles Corey, Salem Farms, 19. september 1692

Martha Corey, Salem Farms, 22. september 1692

Mary Eastey, Topsfield, 22. september 1692

Alice Parker, Salem Town, 22. september 1692

Ann Pudeater, Salem Town, 22. september 1692

Margaret Scott, Rowley, 22. september 1692

Wilmott Reed, Marblehead, 22. september 1692

Samuel Wardwell, Andover, 22. september 1692

Mary Parker, Andover, 22. september 1692

Sarah Osborne, Salem Village, 1692

Roger Toothaker, Billerica, 1692

Lyndia Dustin, Reading, 1692

Ann Foster, Andover, 1692

Om hekseprocessernes historie

På et vist tidspunkt i researchen, blev det umuligt at ignorere de talrige forbindelser til de europæiske og amerikanske hekseprocesser, der primært foregik fra ca. 1485 og helt op til slutningen af 1600-tallet, hvor de dog kun langsomt døde ud.

Det kan være vanskeligt at tegne et præcist billede af de omstændigheder, der førte til den udbredte heksefeber og henrettelsen af titusindvis af uskyldige mennesker, overvejende kvinder beskyldt for alt lige fra samkvem med djævelen, påkaldelser af dæmoner, gudsbespottelse og besudling af hellige sakramenter, skadeforvoldelse ved forbandelser, rejsninger af storm og regn, barnemord, kannibalisme og deltagelse i sexorgier. Alle forbrydelser, som af Inkvisitionen såvel som af verdslige domstole blev lagt under det fleksible paraplybegreb Maleficum og straffet med døden.

Hekseprocesserne bliver ofte forbundet med uvidenhed, overtro og kristen fundamentalisme i den mørke middelalder, men dette er dog misvisende. Det er sandt, at Inkvisitionen blev etableret så langt tilbage som år 1230 af den katolske kirke under ledelse af Pave Gregorius IX, men de forfølgelser der foregik i middelalderen var begrundet i kætteri og ikke trolddomskunst, omend kættere også blev brændt på bålet. Trolddomskunst og kætteri overlappede naturligvis på mange måder, men først i 1484 gjorde pave Innocens VIII officielt de to forbrydelser identiske med hinanden. Også først i denne periode blev trolddom anerkendt som et virkeligt fænomen af kirken, hvor det tidligere i middelalderen blev betragtet som kætteri overhovedet at tro på trolddomskunstens virkninger.

Rennæssancen bliver ofte fremhævet som en idealperiode kendetegnet af videnskabelige og geografiske nyopdagelser, et voksende handelsliv og religiøs nytænkning, men ingen af disse elementer kunne altså forhindre den pandemiske galskab, vi i dag kalder heksefeberen.

Snarere tværtimod. De medvirkede alle til et mere kompliceret samfund, et samfund, der blev splittet af nye klassekampe og religionsstride, der udfordrede de tidligere så faste strukturer.

I middelalderen var rigdom forbeholdt de adelige, som kunne hvile trygt i deres status, beskyttet af det strengt hierarkiske feudale system. Med Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492, samt Vasco de Gamas opdagelsen af søvejen fra Portugal til Indien syd om Afrika, blev grundlaget lagt for et helt nyt marked for global handel. En ny samfundsklasse fulgte naturligt, handelsborgerskabet, der med nyanskaffet rigdom også søgte at udfordre de adeliges magtmonopol i det politiske liv.

En anden fundamental samfundsinstitution, der oplevede massive forandringer, var den katolske kirke. Motiveret af Martin Luther og hans femoghalvfems teser fremlagt i 1517, opstod en ny gren af kristendommen, protestantismen. Dens principper udfordrede den katolske praksis, hvor synderen kunne købe sig til en plads i himlen ved hjælp af afladsbreve, og prædikede i stedet, at Guds frelse hverken kunne opnås ved handel eller gode gerninger, men kun gives af Gud gennem troen på Jesus Kristus. Biblen blev samtidig også tilgængelig på folkesproget i Luthers tyske oversættelse og var således ikke længere udelukkende forbeholdt de latinkyndige. Den åndelige revolution var sat i gang, og jorden var gødet for, at flere uafhængige grupper af udbrydere kunne etablere sig. Pavens monopol på at udlægge Guds vilje var endegyldigt forbi.

Splittelse og tvivl fulgte også trop i den almindelige borger, der nu ikke længere kunne være sikker på at have valgt den rigtige trosretning. Der var store forskelle mellem, hvad katolikkerne og protestanterne prædikede og lagde vægt på. Konverterede protestanter kunne nu frygte, at deres gode tro og moral ikke var nok til at sikre dem Guds frelse. På den anden side kunne katolikker komme i tvivl om, hvorvidt deres barmhjertige gerninger og kontante betalinger til kirken nu også var tilstrækkeligt. Denne personlige tvivl og usikkerhed kan givetvis have resulteret i en tilbøjelighed til at give ”troldkvinder” skylden for egne synder eller ulykker.

En ting kunne alle nemlig blive enige om: Ondskabsfuld trolddomskunst var virkelig og måtte bekæmpes. Samfundsstrukturen i 1500-tallet var meget tætknyttet og baseret på det lokale, da bevægeligheden byer og landsbyer imellem på grund af dårlige veje og mangefulde transportmetoder var meget begrænset. Folk holdt sammen, og de kendte deres plads som bønder, præster eller borgere. Sammenhold var et nøgleord, og befandt man sig uden for lauget, menigheden eller landsbyfællesskabet var der god sandsynlighed for at blive anklaget for djævelskab, når tingene gik galt. Vagabonder, tiggere, ugifte kvinder, enker og ubemidlede agerede af den grund ofte syndebukke og blev ofre for de ubarmhjertige hekseprocesser. Almindelige og respekterede mennesker kunne dog også risikere at komme på bænken, når nabostridigheder, familiefejder eller en dårlig høst fik folk til at anklage hinanden på kryds og tværs.

Heksefeberens tid var en usikker tid, folk levede i frygt for at blive forbandet og for at blive anklaget, i frygt for at blive udstødt af landsbyfællesskabet eller Guds evige rige, i frygt for at møde en skånselsløs dommer eller djævelen selv.

Møde med et medium

Som reaktion på de seneste indlæg her på siden har jeg fået en del mails fra forskellige sider – de forventede skeptikere, men også positive røster. Emnet for dette indlæg er dog en særlig henvendelse fra en kvinde, der tilbød sin hjælp på en uortodoks måde, der tiltrak mig meget.

Hendes navn er Veronica Krista Le Fanu (ikke numerolog, men af fransk afstamning), hun er et medium og altså i stand til at tage kontakt til afdøde og, skrev hun til mig, forsvundne mennesker, om de så befinder sig i denne verden eller i en anden.

Efter lidt skriven frem og tilbage mødte jeg hende i forgårs i hendes hjem. Hun bød mig ind i et værelse indrettet til vores helt særlige formål; gulvtæpperne var tykke og bløde og mønstrede, så man kunne blive ør af at stirre for længe ned i dem, den ene væg var beklædt med reol fra gulv til loft, hoveddelen af bøgerne var gamle (eller ældre), udslidte og læderbundne, men der var også resereveret et område til mere moderne bøger med lyse paperbackrygge, hvis ansigter jeg ikke fik lejlighed til at studere, men jeg er temmelig sikker på, at jeg ville have fundet ord som gudinde, krystal, astral, spiritualitet i mange af titlerne. På et stort og fint udskåret møbel ved den modsatte væg stod forskellige små æsker og metalgenstande, her gik kvinden over og rodede lidt med ryggen til mig. Jeg hørte lyden af et gammeldags ur, der blev trukket op, hun trådte til side, og det var i virkeligheden en spilledåse, der nu langsomt begyndte at klimpre. Stearinlys blev tændt sammen med røgelsespinde, og jeg må indrømme, at det hele virkede noget overdrevet og affekteret på mig, selvom jeg tror fuldt og fast på kontakt med andre verdener er muligt. Jeg tror på spøgelser og noget større end menneskeheden og Jorden, men mit indtryk var, at hun overdrev sin iscenesættelse af det mystiske.

Men jeg satte mig ned på gulvet over for hende, og jeg tog billedet af den lille pige frem, som hun havde bedt mig medbringe. Det blev lagt imellem os, da vi sad over for hinanden, hun i skrædderstilling, jeg med mine knæ og skinneben hvilende mod gulvet. Hun rakte sine hænder ud – havde lukkede øjne – og bad mig lægge mine i hendes.

Og gispede med det samme. Rynkede brynene over sine lukkede øjne, strammede grebet om mine hænder. ”Det er koldt,” sagde hun. ”Meget koldt.”

”Hvorhenne?”

”Under natten,” sagde hun, og hun lød mere hæs end før. ”Under månen. Mærker du det?”

Jeg mærkede det rent faktisk. Temperaturen faldt, som en efterårsvind der smøg sig over min hud, og det var ikke bare koldsved.

”Luk øjnene,” bad hun mig, og jeg adlød med det samme uden at vide, hvordan hun vidste, at jeg ikke allerede havde gjort det. Jeg lukkede øjnene og måtte nu se den samme verden, hun så, mens hun stillede et enkelt spørgsmål. ”Er du her?”

Sammen gik vi rundt i mørket, ikke med vores fødder, men med vores sind. Med lukkede øjne og åben opfattelse. Der var mørkt omkring os, i himlen og i luften, men vi kunne skimte bygninger til begge sider, gammeldags bygninger med bindingsværk. Brosten under de fødder, vi ikke gik med, og en stank af møg, der sad klinet mellem alle ujævne overflader. Men bylandskabet åbnede sig efterhånden op, landet gik opad, og vi kunne kigge op på en ny bygning, der stod alene på toppen af bakken. En enkelt, solid træbjælke strakte sig op mod himlen, tværlagt af en anden. Parallelt med den, strækkende sig nedad, et næsten lige så solidt hampereb, endende i en løkke.

En lyd, skrabende fødder, løbende fødder, en enkelt skabning, der gemte sig for os i dette mennesketomme landskab.

”Er her nogen?” kaldte hun. ”Vi ønsker kun at hjælpe. Kan du fortælle os, hvem du er? Er du den, vi leder efter?”

Og et øredøvende skrig gennemborede os begge, jeg for tilbage og slap hendes hænder, slog øjnene op og kiggede rundt i det halvmørke rum. Det var virkeligheden, det var hendes værelse, men det tog mig adskillige sekunder at overbevise mig selv om det.

Veronica var blevet rykket ud af sin skrædderstilling og var næsten lige så oprevet som mig.

”Hvad skete der?” spurgte jeg. ”Hvem var det?”

Hun rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke. Men det var ikke pigen.”

Længe sad vi stille, indtil spilledåsen på hendes kommode holdt inde med sin melodi. Og skønt jeg ikke havde fortalt hende om historieprofessorens hekseteorier (omend hun havde læst referatet her på siden), sagde hun, som en eftertanke: ”Hekse blev hængt i sådanne galger.”

Møde med historieprofessor

For at vende tilbage til den konkrete sag: Det lykkedes mig at komme i kontakt med en historieprofessor, der var perifert involveret i sagen, og som også havde studeret detaljerne omkring flere historiske personers forsvindinger, bl.a. nogle af de i sidste indlæg nævnte. Professoren blev en af mine hovedkilder i forhold til at udforme en holdbar teori om omstændighederne omkring pigens forsvinden.

Han var overbevist om, at pigen var blevet transporteret eller teleporteret til en anden verden, en parallelverden af en art. En verden, der var tæt knyttet til tiden for de europæiske hekseforfølgelser op gennem femten- og sekstenhundredetallet – grundene til denne antagelse er mange og vil blive nærmere uddybet i bogen. Han udførte også forsøg, der skulle facilitere en kontakt til pigen, en rekonstruktion af den verden, hun befandt sig i. Efter hans mening lykkedes det ham også at etablere en kontakt, men det førte fortrydeligvis ikke til pigens redning. Som han sagde om rejse mellem verdener: ”Der er ikke nogen, der har kunnet forklare det endnu, hvordan sådan nogle spring sker. Jeg behøver vel ikke fortælle dig, at det ikke er nogen eksakt videnskab. Pseudovidenskab ville de fleste vel kalde det.”

Jeg spørger ham, om der er sket fremskridt i feltet siden da, men han indrømmer, at det er der ”ikke rigtig.”

Uforklarlige forsvindinger vedbliver altså at være uforklarlige forsvindinger.

Og slutteligt vil jeg også gerne opfordre læsere af bloggen, som interesserer sig for disse ting i at deltage i debatten – dette er stadig en åben sag, og har du særlig viden om historiske fortilfælde, om parallelle verdener, om tidsspring eller andre relevante emner hører jeg gerne fra dig! Jeg stiller naturligvis også resultaterne af min øvrige research til rådighed (fulde interviews mm.), hvis der kan komme frugtbare teorier ud af det – uden tvivl er der folk, som ved mere om disse emner end jeg.

Kontakt, som altid: oktoberland.research@gmail.com