I januar 2001
forsvandt en ung pige sporløst fra sit hjem i Kolding. Sagen modtog
massiv opmærksomhed fra både politi, presse og offentligheden i
øvrigt. På trods af dette blev den aldrig opklaret; man fandt
aldrig ud af, hvor pigen forsvandt hen, om hun blev kidnappet eller
løb hjemmefra, om hun er død eller i live den dag i dag.
Flere elementer i
denne historie fascinerede mig. Mysteriet, først og fremmest, men
også spørgsmålet om pigens familie. Hvordan lever man med sådan
en tragedie, hvordan håndterer man det, når det sker? Og hvad med
ti år senere?
Gennem samtaler med
de involverede, både den nære familie, journalister, politifolk og
andre, der var involveret i sagen på den ene eller den anden måde,
tegnede der sig dog et mere komplekst billede af hele sagen. Det slog
mig, at ingen før havde gjort som jeg: undersøgt sagen fra alle
vinkler, ikke bare de sandsynlige, men også de usandsynlige. Ikke
bare de hårde fakta, men også den intime og følelsesladede
historie.
Det er min tro, at
denne indgangsvinkel til sagen har bragt noget nyt af sig. Muligvis
ikke en forklaring, som mange vil finde tilfredsstillende. Sikkert en
forklaring, som mange vil afvise med et foragteligt fnys. Utvivlsomt
vil det blive kaldt respektløst at spinde sådanne spekulationer
over virkelige menneskers tragedier. Forhåbentlig vil også et par
mennesker finde et gran af sandsynlighed i min bog.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar