MANIFEST

U e eee e ae i åa oe e æe åa oe e e ui ei o oyei E i oie o I a ie ae e æe ie ae e ie ui oyei

Fck jr, mnnskr, hvm grvr sdn ngt, hvm lsr sdn ngt, dt r fckng bskdt g mdbdlgt. n pg frsvndr, g kn kk ld dt vr, kk ld dt lgg Fckng mdbdlgt.

Denne side er hermed lukket.

SMILE GOD LOVES YOU

ÅBENHED?

BREAK INTO MY HOUSE

Mens vi venter: En drabssag fra firserne

Som jeg har skrevet i kommentarerne til det sidste indlæg er knoglerne, jeg fandt i skoven, i øjeblikket til undersøgelse hos en ekspert på området. Men pålidelige undersøgelser tager tid, hvilket er beklageligt for utålmodige mennesker, og mennesker, som gerne vil have svar.

Men viser det sig, at det rent faktisk er pigen, der ligger begravet ude i skoven, tilføjes helt nye dimensioner til vores forståelse af den forbrydelse, der er blevet begået. I de seneste par år har der været en del sager fremme i medierne om børnemisbrug og pædofili. Dem vil jeg ikke behandle her, i stedet vil jeg fortælle om en sag fra firserne, som kan vise sig at have nogle ubehagelige forbindelser til vores egen sag.

I 1982 blev liget af en ti-årig pige fundet i en grøft nær Nykøbing Sjælland. Hun var pakket ind i en sæk og havde kvælningsmærker på halsen. Efterfølgende blev det også slået fast, at pigen var blevet voldtaget før sin voldsomme død. I løbet af de følgende dage afhørte politiet den mistænkte gerningsmand, Frede Sander Jensen, og en uge efter fundet af pigen blev han formelt arresteret og sigtet for mordet. Han erklærede sig uskyldig i enhver sammenhæng, men blev dømt på livstid i fængslet grundet anklagerens tungtvejende beviser: en elledning brugt til at kvæle pigen manglede fra hans varevogn, tekniske beviser på, at pigen havde befundet sig i samme varevogn, og en tabt hjulkapsel tæt ved grøften, hvor pigen var blevet efterladt.

Han blev overflyttet fra de to første fængsler, Vridsløselille og Maribo, på grund af overfald fra sine medfanger og tilbragte det meste af resten af sin tid i frivillig isolation.

Til sidst skal det lige slås fast, at jeg ikke antyder nogen faktisk forbindelse mellem sagerne ud over deres natur, da gerningsmanden, Frede Sander Jensen, døde i fængsel i 1997, fire år før pigens forsvinding.

Kilder:

• http://drabssageridanmark.beboer2650.dk/html/drabssager_-_1982.html
• http://da.wikipedia.org/wiki/Frede_Sander_Jensen
• Dagbladet Information d. 13 juni. ”Fri os fra det onde.”

Knoglebilleder

Jeg lægger lige et par billeder op af nogle af de knogler jeg fandt i skoven den anden dag. Der er flere mindre, men de lå ikke samlet i et skelet, så jeg kan ikke være sikker på, at det er hende, eller overhovedet et menneske. Er det pigen, antager jeg, at P spredte delene af hende ud over flere steder efter at have parteret hende, ellers også har hunde eller andre dyr sørget for det samme.

Jeg har selv en kontakt, der kan hjælpe med identifikationen, men enhver assistance vil påskønnes.

Der er blevet spurgt, hvorfor jeg ikke allerede er gået til politiet med dette fund, og jeg finder egentlig dette et så rimeligt spørgsmål, at det fortjener en forklaring. For det første har jeg ikke særlig stor tiltro til politiet – det har nok også meget at gøre med, at jeg ved, hvor useriøs, sporadisk og frugtesløs deres oprindelige efterforskning var. Derudover: Det endelige manuskript til Skygger fra Oktoberland er allerede sendt af sted til forlæggeren, og hvis der skal ændres i det, eller hvis bogen skal kaldes helt tilbage på grund af denne opdagelse, så vil jeg gerne selv være in charge of efterforskningen. Uden at lyde arrogant så kender jeg sagen til bunds i enhver obskur kringelkrog, og jeg vil gerne selv bevare overblikket. Det har været muligt at få indsigt i politiets efterforskning, fordi sagen er lukket hos dem, men åbner de den op på ny bliver det et helt nyt bjerg af bureukrati at skulle kæmpe sig igennem for mig.

Men, som sagt, hvis jeg finder ud af, at det rent faktisk er pigens skelet, jeg har fundet, så underretter jeg selvfølgelig politiet. Og hvis det er tilfældet, så må udgivelsen nok også udskydes på ubestemt tid, da det vil modbevise det meste af, hvad jeg fremlægger i bogen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal håbe på ...

Udforskning i skoven

Jeg vil ikke skrive meget her, men i stedet lade videoen tale for sig selv. Den blev optaget i nat, hvor jeg efter Ps anvisninger ledte efter pigens grav. Jeg undskylder for mørket, men skoven er en overraskende velbesøgt hundelufterrute, og jeg ville helst ikke forstyrres. 

Follow-up på billedet

Gennem unanvgivne kilder lykkedes det mig at opspore en mand, som påstod ikke blot at have kendskab til billedet af pigen, som jeg nævnte i sidste indlæg, men rent faktisk at have taget det.

Det skal retfærdigvis nævnes, at manden (herefter kaldet P) afsoner tid på en lukket fængselspsykiatrisk afdeling for flere tilfælde af pædofile handlinger. I de fleste, hvis ikke alle, sammenhænge ville jeg ikke have tillid til eller motivation til at pleje omgang med sådanne mennesker, men i researchen til en forbrydelse, som mange umiddelbart vil forbinde med pædofili, har det desværre været umuligt at undgå.

Det vil huskes, at der ingen spor var af kidnapning af pigen på gerningsstedet. P påstod heller ikke at være ansvarlig for at have fjernet hende fra hjemmet, derimod forklarede han, at han syv dage efter hendes forsvinding ”fandt” pigen sent om aftenen, mens han var på vej hjem fra arbejde. Med hans egne ord:

P: Hun var virkelig forvirret, kan jeg huske. Hun vidste nærmest ikke op eller ned. Kunne ikke forstå, hvor hun var, eller hvem jeg var. Hun blev ved med at fable om at skulle væk fra byen og mændene, som om hun var på flugt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det hele, det var så underligt.

NJ: Men hvad gjorde du?

P: Jeg prøvede at spørge hende, hvor hun boede og den slags, men hun kunne overhovedet ikke svare, og hun ville ikke med ind i byen. På grund af gadelamperne, sagde hun, som om hun var bange for dem.

NJ: Ja?

P: Så kiggede jeg mig omkring, ikke? Vi var langt ude for byen, der var et stort skovområde lige ved siden af vejen. Så tog jeg hende med derind.

NJ: Og hun fulgte med dig?

P: Ja, hun gjorde så. Jeg tog hende i hånden, det ville hun gerne have.

NJ: Hvad skete der så?

P: Skal jeg sige det? Jeg tænkte, at vi var så langt væk fra alle, så der var ikke nogen, der ville kunne høre noget. Så prøvede jeg mig bare lidt frem.

NJ: Du prøvede dig frem?

P: Jeg begravede hende bagefter. Men jeg blev nervøs og kom tilbage den næste nat og gjorde det ordentligt.

NJ: Hvad vil det sige? Gjorde det ordentligt?

P: Det var sjusket, det jeg havde lavet natten før, fordi jeg var lidt ude af den. Jeg havde jo heller ingen redskaber med, ingen skovl eller noget, hun var nærmest bare dækket af et tyndt lag jord og kviste. Så jeg gravede en ordentlig grav. Og jeg skar hende i stykker. Med en elsav. Du kan selv se efter.

NJ: Hvor mange stykker?

P: [Tøver, beslutter sig for et smil.] Mange.

NJ: Har du fortalt noget af dette til myndighederne?

P: Der er ingen, der har spurgt mig. Så nej. Det har jeg ikke.

 

Han skriver retningsanvisninger på et stykke papir, som han giver til mig. Besøgstiden er overstået.

Jeg vil undersøge stedet en af de kommende dage – og det siger forhåbentlig sig selv, at jeg ikke kan give nogen detaljer, før jeg ved, om manden taler sandt. Skulle det vise sig at være tilfældet, kan det være, at de involverede endelig kan få en afslutning på sagen. Hvad det betyder for bogen må så komme i anden række.