Follow-up på billedet

Gennem unanvgivne kilder lykkedes det mig at opspore en mand, som påstod ikke blot at have kendskab til billedet af pigen, som jeg nævnte i sidste indlæg, men rent faktisk at have taget det.

Det skal retfærdigvis nævnes, at manden (herefter kaldet P) afsoner tid på en lukket fængselspsykiatrisk afdeling for flere tilfælde af pædofile handlinger. I de fleste, hvis ikke alle, sammenhænge ville jeg ikke have tillid til eller motivation til at pleje omgang med sådanne mennesker, men i researchen til en forbrydelse, som mange umiddelbart vil forbinde med pædofili, har det desværre været umuligt at undgå.

Det vil huskes, at der ingen spor var af kidnapning af pigen på gerningsstedet. P påstod heller ikke at være ansvarlig for at have fjernet hende fra hjemmet, derimod forklarede han, at han syv dage efter hendes forsvinding ”fandt” pigen sent om aftenen, mens han var på vej hjem fra arbejde. Med hans egne ord:

P: Hun var virkelig forvirret, kan jeg huske. Hun vidste nærmest ikke op eller ned. Kunne ikke forstå, hvor hun var, eller hvem jeg var. Hun blev ved med at fable om at skulle væk fra byen og mændene, som om hun var på flugt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det hele, det var så underligt.

NJ: Men hvad gjorde du?

P: Jeg prøvede at spørge hende, hvor hun boede og den slags, men hun kunne overhovedet ikke svare, og hun ville ikke med ind i byen. På grund af gadelamperne, sagde hun, som om hun var bange for dem.

NJ: Ja?

P: Så kiggede jeg mig omkring, ikke? Vi var langt ude for byen, der var et stort skovområde lige ved siden af vejen. Så tog jeg hende med derind.

NJ: Og hun fulgte med dig?

P: Ja, hun gjorde så. Jeg tog hende i hånden, det ville hun gerne have.

NJ: Hvad skete der så?

P: Skal jeg sige det? Jeg tænkte, at vi var så langt væk fra alle, så der var ikke nogen, der ville kunne høre noget. Så prøvede jeg mig bare lidt frem.

NJ: Du prøvede dig frem?

P: Jeg begravede hende bagefter. Men jeg blev nervøs og kom tilbage den næste nat og gjorde det ordentligt.

NJ: Hvad vil det sige? Gjorde det ordentligt?

P: Det var sjusket, det jeg havde lavet natten før, fordi jeg var lidt ude af den. Jeg havde jo heller ingen redskaber med, ingen skovl eller noget, hun var nærmest bare dækket af et tyndt lag jord og kviste. Så jeg gravede en ordentlig grav. Og jeg skar hende i stykker. Med en elsav. Du kan selv se efter.

NJ: Hvor mange stykker?

P: [Tøver, beslutter sig for et smil.] Mange.

NJ: Har du fortalt noget af dette til myndighederne?

P: Der er ingen, der har spurgt mig. Så nej. Det har jeg ikke.

 

Han skriver retningsanvisninger på et stykke papir, som han giver til mig. Besøgstiden er overstået.

Jeg vil undersøge stedet en af de kommende dage – og det siger forhåbentlig sig selv, at jeg ikke kan give nogen detaljer, før jeg ved, om manden taler sandt. Skulle det vise sig at være tilfældet, kan det være, at de involverede endelig kan få en afslutning på sagen. Hvad det betyder for bogen må så komme i anden række.