Møde med et medium

Som reaktion på de seneste indlæg her på siden har jeg fået en del mails fra forskellige sider – de forventede skeptikere, men også positive røster. Emnet for dette indlæg er dog en særlig henvendelse fra en kvinde, der tilbød sin hjælp på en uortodoks måde, der tiltrak mig meget.

Hendes navn er Veronica Krista Le Fanu (ikke numerolog, men af fransk afstamning), hun er et medium og altså i stand til at tage kontakt til afdøde og, skrev hun til mig, forsvundne mennesker, om de så befinder sig i denne verden eller i en anden.

Efter lidt skriven frem og tilbage mødte jeg hende i forgårs i hendes hjem. Hun bød mig ind i et værelse indrettet til vores helt særlige formål; gulvtæpperne var tykke og bløde og mønstrede, så man kunne blive ør af at stirre for længe ned i dem, den ene væg var beklædt med reol fra gulv til loft, hoveddelen af bøgerne var gamle (eller ældre), udslidte og læderbundne, men der var også resereveret et område til mere moderne bøger med lyse paperbackrygge, hvis ansigter jeg ikke fik lejlighed til at studere, men jeg er temmelig sikker på, at jeg ville have fundet ord som gudinde, krystal, astral, spiritualitet i mange af titlerne. På et stort og fint udskåret møbel ved den modsatte væg stod forskellige små æsker og metalgenstande, her gik kvinden over og rodede lidt med ryggen til mig. Jeg hørte lyden af et gammeldags ur, der blev trukket op, hun trådte til side, og det var i virkeligheden en spilledåse, der nu langsomt begyndte at klimpre. Stearinlys blev tændt sammen med røgelsespinde, og jeg må indrømme, at det hele virkede noget overdrevet og affekteret på mig, selvom jeg tror fuldt og fast på kontakt med andre verdener er muligt. Jeg tror på spøgelser og noget større end menneskeheden og Jorden, men mit indtryk var, at hun overdrev sin iscenesættelse af det mystiske.

Men jeg satte mig ned på gulvet over for hende, og jeg tog billedet af den lille pige frem, som hun havde bedt mig medbringe. Det blev lagt imellem os, da vi sad over for hinanden, hun i skrædderstilling, jeg med mine knæ og skinneben hvilende mod gulvet. Hun rakte sine hænder ud – havde lukkede øjne – og bad mig lægge mine i hendes.

Og gispede med det samme. Rynkede brynene over sine lukkede øjne, strammede grebet om mine hænder. ”Det er koldt,” sagde hun. ”Meget koldt.”

”Hvorhenne?”

”Under natten,” sagde hun, og hun lød mere hæs end før. ”Under månen. Mærker du det?”

Jeg mærkede det rent faktisk. Temperaturen faldt, som en efterårsvind der smøg sig over min hud, og det var ikke bare koldsved.

”Luk øjnene,” bad hun mig, og jeg adlød med det samme uden at vide, hvordan hun vidste, at jeg ikke allerede havde gjort det. Jeg lukkede øjnene og måtte nu se den samme verden, hun så, mens hun stillede et enkelt spørgsmål. ”Er du her?”

Sammen gik vi rundt i mørket, ikke med vores fødder, men med vores sind. Med lukkede øjne og åben opfattelse. Der var mørkt omkring os, i himlen og i luften, men vi kunne skimte bygninger til begge sider, gammeldags bygninger med bindingsværk. Brosten under de fødder, vi ikke gik med, og en stank af møg, der sad klinet mellem alle ujævne overflader. Men bylandskabet åbnede sig efterhånden op, landet gik opad, og vi kunne kigge op på en ny bygning, der stod alene på toppen af bakken. En enkelt, solid træbjælke strakte sig op mod himlen, tværlagt af en anden. Parallelt med den, strækkende sig nedad, et næsten lige så solidt hampereb, endende i en løkke.

En lyd, skrabende fødder, løbende fødder, en enkelt skabning, der gemte sig for os i dette mennesketomme landskab.

”Er her nogen?” kaldte hun. ”Vi ønsker kun at hjælpe. Kan du fortælle os, hvem du er? Er du den, vi leder efter?”

Og et øredøvende skrig gennemborede os begge, jeg for tilbage og slap hendes hænder, slog øjnene op og kiggede rundt i det halvmørke rum. Det var virkeligheden, det var hendes værelse, men det tog mig adskillige sekunder at overbevise mig selv om det.

Veronica var blevet rykket ud af sin skrædderstilling og var næsten lige så oprevet som mig.

”Hvad skete der?” spurgte jeg. ”Hvem var det?”

Hun rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke. Men det var ikke pigen.”

Længe sad vi stille, indtil spilledåsen på hendes kommode holdt inde med sin melodi. Og skønt jeg ikke havde fortalt hende om historieprofessorens hekseteorier (omend hun havde læst referatet her på siden), sagde hun, som en eftertanke: ”Hekse blev hængt i sådanne galger.”