Viser opslag med etiketten tidsspring. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tidsspring. Vis alle opslag

onsdag den 15. august 2012

Et tilfældigt tidsspring

Forleden læste jeg mere eller mindre ved et tilfælde noget ganske interessant. I en analyse af Jules Vernes forfatterskab, blev det bemærket, at
Da Verne blev født, indsneg der sig en fejl i hans fødselsattest. I stedet for at angive hans fødselsår til 1828, blev det ført hundrede år frem - til 1928. I lyset af hans litterære bedrifter kommer denne fejl til at fremstå som en forudsigelse. Det virker ofte som om Verne virkelig havde været et smut i fremtiden.”
Ikke at jeg tror, det har noget på sig overhovedet, men i betragtning af, hvad jeg lige har skrevet om her på bloggen, så var det for godt til bare at ignorere. Og det er hermed lagt op, som et lille interessant, finurligt indlæg midt i alt det alvorlige.


fredag den 3. august 2012

Moberly og Jourdain


Dette tilfælde faldt jeg over, da jeg læste Wikipedias Time Travel-side, og det involverer to franske damer, Charlotte Anne Moberly og Eleanor Jourdain, der i år 1901 gik en tur omkring slottet i Versailles, et område de var ubekendte med. På turen fik de begge kuldegysninger og bange anelser, og de så flere mærkeligt klædte mennesker, før de vendte tilbage til deres eget selskab. Ganske udramatisk i og for sig, men hændelsen hang alligevel ved. Kvindernes første tanke var, at slottet måske var hjemsøgt, og det var spøgelser, de havde set, men efter en del undersøgelser af stedets historie, kom de frem til, at de havde oplevet et hul i tiden, og at spøgelserne således var levende mennesker fra fortiden – de navngav for eksempel den tidligere, franske dronning Marie Antoinette, der døde i syttenhundredetallet.
Ti år efter begivenheden, i 1911, udgav de en bog kaldet Et Eventyr, hvori de i detaljer fortalte om deres oplevelse og konklusion.
Og hvad har dette med mit projekt at gøre? Jeg ved det ikke præcist, men det var interessant læsning. Det hele handler om uforklarlige fænomener; måske var menneskerne, som Moberly og Jourdain så, spøgelser, måske var de fortidige mennesker, måske var de blot skuespillere eller turister, måske var de fra en anden dimension eller en parallelverden og havde foretaget et spring ind i vores. Det sker.
Forklaringerne er mange, men uanset hvilken man vælger, er historierne stadig interessante i sig selv.


Kilde:
En kort, men længere og bedre, end jeg har givet den her, beskrivelse af Moberly og Jourdains eventyr: http://theoddmentemporium.tumblr.com/post/26980857424/the-moberly-jourdain-incident-or-the-ghosts-of
Bogen, som de to udgav under pseudonymer efter deres oplevelse, tilgængelig for fri download på i alle ønskelige formater: http://archive.org/details/adventurewithapp00mobe

fredag den 27. juli 2012

Tidsspring: En alternativ teori


Tidsspring er en teori, som jeg ikke har beskæftiget mig meget med, da alle kilder pegede i retning af en parallelverden og hverken fortid eller fremtid. Ikke desto mindre er der dokumenteret flere tilfælde af tidsspring gennem historien; tilfælde, hvor en person er forsvundet op i den blå luft for at dukke op igen et andet sted langt væk ganske kort tid efter.
En interessant hændelse af denne art fandt sted i Mexico City i 1593. En uniformeret mand ved navn Gil Perez stod vagt ved et palads, omend hans uniform adskilte sig synligt fra de mexicanske vagters. De udspurgte ham, og han svarede, at han holdt vagt ved paladset, da dets beboer, guvernøren i Manila, Fillipinerne, var blevet myrdet natten før. De mexicanske vagter må have vekslet et skeptisk blik eller to, før de leverede ham videre op i systemet, hvor han blev afhørt og efterfølgende smidt i fængsel. I processen blev han også afhørt af Inkvisitionen, der mistænkte ham for djævelske aktiviteter, når han tilsyneladende kunne rejse over 18.000 kilometer på bare sekunder.
I fængslet glemte de dog snart alt om ham, indtil to måneder senere, hvor nyheden nåede dem via skib, at på den samme nat, som manden var dukket op, var guvernøren i Manila blevet snigmyrdet, præcis som vagten påstod. En af de filippinske sejlere kunne endog bekræfte, at han genkendte Perez og sværgede, at han havde stået vagt ved paladset natten før hans forsvinding.
Gil Perez blev efterfølgende løsladt og sejlede med det filippinske mandskab tilbage til sit hjemland. Han kunne aldrig selv forklare hændelsen, der tilsyneladende skete fuldstændig uprovokeret og var uden for hans kontrol.
Sprang pigen så også i tid eller rum, fra sin seng i et trygt hjem og til et fremmed sted, hvor ingen endnu har lokaliseret hende, hvor hun måske ikke engang er dukket op endnu? En mulighed, men ingen særlig frugtbar af slagsen, da hun i så fald kunne være hvor som helst, død eller levende, men sandsynligvis død. Ikke en mulighed, der forklarer meget, og ikke en, der giver tilfredsstillende svar, eller en afslutning.


Kilder:
Genzmer, Herbert; Hellenbrand, Ulrich: ”Mysterier,” Paragon Books Ltd, 2007