Oktoberpoesi (3)

Fra Ole Sarvig: "Prosadigte"

”Bryder virkeligheden, Oktoberdagen pludselig ind med sin blæst? Husker du smerte, husker du menneskers navne? / Du er snart inde i drømmen igen, i ildens høje storme på solens rand! (Det var jo Oktobersolen! - Nu glider skibet sort forbi din lille båd: Døden slæber din kiste hjem.)”

Oktoberpoesi (2)

Fra Ole Sarvig: ”Prosadigte”

”Hvor flygtede du hen på vinterfod, hvorhen gik din vinterrejse? Gik du til Fausts hus? / gik du til byernes skure og halvtag, / gik du til vejkorsets land, / gik du til morgenens grå slot? / Kom du da til drømmens Oktober, hvor al den lyse klirrende lyd døde hen under dine fødder, hvor flammerne stod tændt som høje popler om forårsbedet, hvor intellektets tørre, raslende frøhuse føg med hvide fnug i blæsten?”

Oktoberpoesi (1)

Fra Ole Sarvig: "Prosadigte"

”Husker du de dage, da lynet sprang med sin glødetråd i det spejlende rum som en lampe, der brast, mens Oktobers tårn stod højt og sort som blækhatten over de gule marker, husker du, - husker du stedet ved skoven, hvor savklingers lange tandede lyn sprang med dybe brum ...”

 

Hekseprocessen i Salem

I Salem, Massachussets fandt der i 1692 en særdeles ubehagelig hekseproces sted. Den vil virke utrolig, men er langt fra enestående og tjener som et udmærket eksempel på, hvor langt massehysteri kan føres og hvor fatale konsekvenser, det kan have. To unge piger på ni og tolv år, Elizabeth Parris og Abigail Williams, begyndte en dag i januar at opføre sig uforklarligt, de talte i tunger, smed genstande rundt omkring sig og kravlede rundt under møblerne i tilsyneladende angsanfald. De blev efterfølgende undersøgt af den lokale læge, William Griggs, som ikke kunne finde nogle fysiske forklaringer på deres adfærd. Pastor Samuel Williams konkluderede herefter, som det var naturligt på den tid, at pigerne var blevet forbandet.

Den første, der blev anklaget for hekseri, var familiens sorte slave, Tituba, der som lavtstående kvinde ikke havde mange muligheder for at forsvare sig. Hun blev hurtigt efterfulgt af andre kvinder, som på den ene eller anden måde var ildesete i samfundet eller var skeptiske over for sandheden i de unge pigers anklager.

De indledende uroligheder stod på over en periode på fem måneder, hvorefter en lang række høringer indledtes ved domstolene. Fire mennesker nåede at dø i fængsel, mens processen stod på, og i alt tyve, fjorten kvinder og seks mænd blev henrettet som følge af hekseprocessen. Alle hængtes de, med undtagelse af Giles Corey, som i protest nægtede at erklære sig hverken skyldig eller uskyldig og dømtes til peine forte et dure. Hans brystkasse blev presset med tungere og tungere sten for at fremtvinge en tilståelse, men efter to dages forløb døde han af kvælning, fordi han resolut stod fast på ikke at tage del i galskaben.

Jeg har tidligere fokuseret meget på uforklarlige forsvindinger, men dette er også et emne, jeg føler stærkt for. Ligesom vi ikke må glemme eller affærdige de forsvundne som Amelia Earhart eller Ambrose Bierce, må vi heller ikke glemme ofrene for den galskab og det massehysteri, som forpestede Europa og Amerika gennem flere århundreder. En hel bog kunne fyldes med navnene på de henrettede ”hekse,” og den ville blive længere end min. Her vil jeg dog nøjes med disse:

In Memoriam

Bridget Bishop, Salem, 10. juni 1692

Sarah Good, Salem Village, 19. juli 1692

Rebecca Nurse, Salem Village, 19. juli 1692

Susannah Martin, Amesbury, 19. juli 1692

Elizabeth How, Ipswich, 19. juli 1692

Sarah Wilds, Topsfield, 19. juli 1692

George Burroughs, Wells, Maine, 19. august 1692

John Proctor, Salem Village, 19. august 1692

John Willard, Salem Village, 19. august 1692

George Jacobs, Sr., Salem Town, 19. august 1692

Martha Carrier, Andover, 19. august 1692

Giles Corey, Salem Farms, 19. september 1692

Martha Corey, Salem Farms, 22. september 1692

Mary Eastey, Topsfield, 22. september 1692

Alice Parker, Salem Town, 22. september 1692

Ann Pudeater, Salem Town, 22. september 1692

Margaret Scott, Rowley, 22. september 1692

Wilmott Reed, Marblehead, 22. september 1692

Samuel Wardwell, Andover, 22. september 1692

Mary Parker, Andover, 22. september 1692

Sarah Osborne, Salem Village, 1692

Roger Toothaker, Billerica, 1692

Lyndia Dustin, Reading, 1692

Ann Foster, Andover, 1692

Forside og information om udgivelse

 Hermed et atypisk indlæg, der er rent formelt og handler om den nært forestående udgivelse af Skygger fra Oktoberland og dermed også kulminationen på dette blogprojekt.

Forsiden er nu blevet offentliggjort og kan ses lige her. På Replikants side for bogen kan man læse mere om bogens handling og om de tilknyttede projekter - denne blog og e-bogen Mystiske Forsvindinger af Ambrose Bierce. Og så er de første kapitler gratis tilgængelige som en lille smagsprøve.
Det er nu også muligt at forudbestille bogen hos din lokale boghandler - så er du sikret, at den er hjemme på udgivelsesdagen d. 31. oktober.

http://replikant.dk/skygger-fra-oktoberland/

Tilføjelse: Hvis du har en e-bogslæser kan du selvfølgelig også forudbestille en digital version af bogen på iTunes: http://itunes.apple.com/dk/book/skygger-fra-oktoberland/id561070021?l=da&mt=11

Jeg har i denne uge blandt andet været beskæftiget med at skrive en ny artikel til bloggen, som bliver lagt ud i næste uge. Det kommer til at handle om hekseprocessen i Salem i 1692 og bliver således et mere konkret eksempel på de generelle historiske omstændigheder, jeg skrev om i sidste indlæg.

Om hekseprocessernes historie

På et vist tidspunkt i researchen, blev det umuligt at ignorere de talrige forbindelser til de europæiske og amerikanske hekseprocesser, der primært foregik fra ca. 1485 og helt op til slutningen af 1600-tallet, hvor de dog kun langsomt døde ud.

Det kan være vanskeligt at tegne et præcist billede af de omstændigheder, der førte til den udbredte heksefeber og henrettelsen af titusindvis af uskyldige mennesker, overvejende kvinder beskyldt for alt lige fra samkvem med djævelen, påkaldelser af dæmoner, gudsbespottelse og besudling af hellige sakramenter, skadeforvoldelse ved forbandelser, rejsninger af storm og regn, barnemord, kannibalisme og deltagelse i sexorgier. Alle forbrydelser, som af Inkvisitionen såvel som af verdslige domstole blev lagt under det fleksible paraplybegreb Maleficum og straffet med døden.

Hekseprocesserne bliver ofte forbundet med uvidenhed, overtro og kristen fundamentalisme i den mørke middelalder, men dette er dog misvisende. Det er sandt, at Inkvisitionen blev etableret så langt tilbage som år 1230 af den katolske kirke under ledelse af Pave Gregorius IX, men de forfølgelser der foregik i middelalderen var begrundet i kætteri og ikke trolddomskunst, omend kættere også blev brændt på bålet. Trolddomskunst og kætteri overlappede naturligvis på mange måder, men først i 1484 gjorde pave Innocens VIII officielt de to forbrydelser identiske med hinanden. Også først i denne periode blev trolddom anerkendt som et virkeligt fænomen af kirken, hvor det tidligere i middelalderen blev betragtet som kætteri overhovedet at tro på trolddomskunstens virkninger.

Rennæssancen bliver ofte fremhævet som en idealperiode kendetegnet af videnskabelige og geografiske nyopdagelser, et voksende handelsliv og religiøs nytænkning, men ingen af disse elementer kunne altså forhindre den pandemiske galskab, vi i dag kalder heksefeberen.

Snarere tværtimod. De medvirkede alle til et mere kompliceret samfund, et samfund, der blev splittet af nye klassekampe og religionsstride, der udfordrede de tidligere så faste strukturer.

I middelalderen var rigdom forbeholdt de adelige, som kunne hvile trygt i deres status, beskyttet af det strengt hierarkiske feudale system. Med Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492, samt Vasco de Gamas opdagelsen af søvejen fra Portugal til Indien syd om Afrika, blev grundlaget lagt for et helt nyt marked for global handel. En ny samfundsklasse fulgte naturligt, handelsborgerskabet, der med nyanskaffet rigdom også søgte at udfordre de adeliges magtmonopol i det politiske liv.

En anden fundamental samfundsinstitution, der oplevede massive forandringer, var den katolske kirke. Motiveret af Martin Luther og hans femoghalvfems teser fremlagt i 1517, opstod en ny gren af kristendommen, protestantismen. Dens principper udfordrede den katolske praksis, hvor synderen kunne købe sig til en plads i himlen ved hjælp af afladsbreve, og prædikede i stedet, at Guds frelse hverken kunne opnås ved handel eller gode gerninger, men kun gives af Gud gennem troen på Jesus Kristus. Biblen blev samtidig også tilgængelig på folkesproget i Luthers tyske oversættelse og var således ikke længere udelukkende forbeholdt de latinkyndige. Den åndelige revolution var sat i gang, og jorden var gødet for, at flere uafhængige grupper af udbrydere kunne etablere sig. Pavens monopol på at udlægge Guds vilje var endegyldigt forbi.

Splittelse og tvivl fulgte også trop i den almindelige borger, der nu ikke længere kunne være sikker på at have valgt den rigtige trosretning. Der var store forskelle mellem, hvad katolikkerne og protestanterne prædikede og lagde vægt på. Konverterede protestanter kunne nu frygte, at deres gode tro og moral ikke var nok til at sikre dem Guds frelse. På den anden side kunne katolikker komme i tvivl om, hvorvidt deres barmhjertige gerninger og kontante betalinger til kirken nu også var tilstrækkeligt. Denne personlige tvivl og usikkerhed kan givetvis have resulteret i en tilbøjelighed til at give ”troldkvinder” skylden for egne synder eller ulykker.

En ting kunne alle nemlig blive enige om: Ondskabsfuld trolddomskunst var virkelig og måtte bekæmpes. Samfundsstrukturen i 1500-tallet var meget tætknyttet og baseret på det lokale, da bevægeligheden byer og landsbyer imellem på grund af dårlige veje og mangefulde transportmetoder var meget begrænset. Folk holdt sammen, og de kendte deres plads som bønder, præster eller borgere. Sammenhold var et nøgleord, og befandt man sig uden for lauget, menigheden eller landsbyfællesskabet var der god sandsynlighed for at blive anklaget for djævelskab, når tingene gik galt. Vagabonder, tiggere, ugifte kvinder, enker og ubemidlede agerede af den grund ofte syndebukke og blev ofre for de ubarmhjertige hekseprocesser. Almindelige og respekterede mennesker kunne dog også risikere at komme på bænken, når nabostridigheder, familiefejder eller en dårlig høst fik folk til at anklage hinanden på kryds og tværs.

Heksefeberens tid var en usikker tid, folk levede i frygt for at blive forbandet og for at blive anklaget, i frygt for at blive udstødt af landsbyfællesskabet eller Guds evige rige, i frygt for at møde en skånselsløs dommer eller djævelen selv.

Info om medier

Der er indgået et par mails i den sidste tid; enkelte røster har været skeptiske over for mit brug af et medium i forbindelse med denne sag. En anden skrev, at hun for tre år siden også opsøgte Le Fanu og rent faktisk fik etableret en forbindelse til sin afdøde søster. Ikke en forbindelse, der mindede om min oplevelse, men kontakt, ikke desto mindre, og kommunikation. Og efterfølgende ro i sjælen med en viden om, at alt var som det skulle være i verden på den anden side.
Det er naturligvis ikke alle seancer, der ender med at give så positivt et resultat, men det rører mig altid stærkt, når jeg hører om den slags.

Jeg er også blevet bedt om at redegøre for grundene til, at jeg tror på den slags "gøgl." Det ville jeg egentlig gerne, men som med så mange andre trosspørgsmål, er det ikke helt ligetil at opstille klart forståelige argumenter. Diskussionen om tro eller ikke tro, har jeg hverken lyst eller tid til at tage i øjeblikket. På denne blog må man simpelthen gå ind på præmissen, hvis man vil have noget rigtigt ud af mine undersøgelser.
I øvrigt kan jeg henvise interesserede til det internationalt anerkendte, danske medium, Marion Damper-Jeans, som har en fin side med ofte stillede spørgsmål: http://mariondampier-jeans.com/dansk/ofte-stillede-spoergsmaal/