For at vende tilbage
til den konkrete sag: Det lykkedes mig at komme i kontakt med en
historieprofessor, der var perifert involveret i sagen, og som også
havde studeret detaljerne omkring flere historiske personers
forsvindinger, bl.a. nogle af de i sidste indlæg nævnte.
Professoren blev en af mine hovedkilder i forhold til at udforme en
holdbar teori om omstændighederne omkring pigens forsvinden.
Han var overbevist
om, at pigen var blevet transporteret eller teleporteret til en anden
verden, en parallelverden af en art. En verden, der var tæt knyttet
til tiden for de europæiske hekseforfølgelser op gennem femten- og
sekstenhundredetallet – grundene til denne antagelse er mange og
vil blive nærmere uddybet i bogen. Han udførte også forsøg, der
skulle facilitere en kontakt til pigen, en rekonstruktion af den
verden, hun befandt sig i. Efter hans mening lykkedes det ham også
at etablere en kontakt, men det førte fortrydeligvis ikke til pigens
redning. Som han sagde om rejse mellem verdener: ”Der er ikke
nogen, der har kunnet forklare det endnu, hvordan sådan nogle spring
sker. Jeg behøver vel ikke fortælle dig, at det ikke er nogen
eksakt videnskab. Pseudovidenskab ville de fleste vel kalde det.”
Jeg spørger ham, om
der er sket fremskridt i feltet siden da, men han indrømmer, at det
er der ”ikke rigtig.”
Uforklarlige
forsvindinger vedbliver altså at være uforklarlige forsvindinger.
Og slutteligt vil
jeg også gerne opfordre læsere af bloggen, som interesserer sig for
disse ting i at deltage i debatten – dette er stadig en åben sag,
og har du særlig viden om historiske fortilfælde, om parallelle
verdener, om tidsspring eller andre relevante emner hører jeg gerne
fra dig! Jeg stiller naturligvis også resultaterne af min øvrige
research til rådighed (fulde interviews mm.), hvis der kan komme
frugtbare teorier ud af det – uden tvivl er der folk, som ved mere
om disse emner end jeg.
Kontakt, som altid:
oktoberland.research@gmail.com