Hekseprocessen i Salem

I Salem, Massachussets fandt der i 1692 en særdeles ubehagelig hekseproces sted. Den vil virke utrolig, men er langt fra enestående og tjener som et udmærket eksempel på, hvor langt massehysteri kan føres og hvor fatale konsekvenser, det kan have. To unge piger på ni og tolv år, Elizabeth Parris og Abigail Williams, begyndte en dag i januar at opføre sig uforklarligt, de talte i tunger, smed genstande rundt omkring sig og kravlede rundt under møblerne i tilsyneladende angsanfald. De blev efterfølgende undersøgt af den lokale læge, William Griggs, som ikke kunne finde nogle fysiske forklaringer på deres adfærd. Pastor Samuel Williams konkluderede herefter, som det var naturligt på den tid, at pigerne var blevet forbandet.

Den første, der blev anklaget for hekseri, var familiens sorte slave, Tituba, der som lavtstående kvinde ikke havde mange muligheder for at forsvare sig. Hun blev hurtigt efterfulgt af andre kvinder, som på den ene eller anden måde var ildesete i samfundet eller var skeptiske over for sandheden i de unge pigers anklager.

De indledende uroligheder stod på over en periode på fem måneder, hvorefter en lang række høringer indledtes ved domstolene. Fire mennesker nåede at dø i fængsel, mens processen stod på, og i alt tyve, fjorten kvinder og seks mænd blev henrettet som følge af hekseprocessen. Alle hængtes de, med undtagelse af Giles Corey, som i protest nægtede at erklære sig hverken skyldig eller uskyldig og dømtes til peine forte et dure. Hans brystkasse blev presset med tungere og tungere sten for at fremtvinge en tilståelse, men efter to dages forløb døde han af kvælning, fordi han resolut stod fast på ikke at tage del i galskaben.

Jeg har tidligere fokuseret meget på uforklarlige forsvindinger, men dette er også et emne, jeg føler stærkt for. Ligesom vi ikke må glemme eller affærdige de forsvundne som Amelia Earhart eller Ambrose Bierce, må vi heller ikke glemme ofrene for den galskab og det massehysteri, som forpestede Europa og Amerika gennem flere århundreder. En hel bog kunne fyldes med navnene på de henrettede ”hekse,” og den ville blive længere end min. Her vil jeg dog nøjes med disse:

In Memoriam

Bridget Bishop, Salem, 10. juni 1692

Sarah Good, Salem Village, 19. juli 1692

Rebecca Nurse, Salem Village, 19. juli 1692

Susannah Martin, Amesbury, 19. juli 1692

Elizabeth How, Ipswich, 19. juli 1692

Sarah Wilds, Topsfield, 19. juli 1692

George Burroughs, Wells, Maine, 19. august 1692

John Proctor, Salem Village, 19. august 1692

John Willard, Salem Village, 19. august 1692

George Jacobs, Sr., Salem Town, 19. august 1692

Martha Carrier, Andover, 19. august 1692

Giles Corey, Salem Farms, 19. september 1692

Martha Corey, Salem Farms, 22. september 1692

Mary Eastey, Topsfield, 22. september 1692

Alice Parker, Salem Town, 22. september 1692

Ann Pudeater, Salem Town, 22. september 1692

Margaret Scott, Rowley, 22. september 1692

Wilmott Reed, Marblehead, 22. september 1692

Samuel Wardwell, Andover, 22. september 1692

Mary Parker, Andover, 22. september 1692

Sarah Osborne, Salem Village, 1692

Roger Toothaker, Billerica, 1692

Lyndia Dustin, Reading, 1692

Ann Foster, Andover, 1692

Om hekseprocessernes historie

På et vist tidspunkt i researchen, blev det umuligt at ignorere de talrige forbindelser til de europæiske og amerikanske hekseprocesser, der primært foregik fra ca. 1485 og helt op til slutningen af 1600-tallet, hvor de dog kun langsomt døde ud.

Det kan være vanskeligt at tegne et præcist billede af de omstændigheder, der førte til den udbredte heksefeber og henrettelsen af titusindvis af uskyldige mennesker, overvejende kvinder beskyldt for alt lige fra samkvem med djævelen, påkaldelser af dæmoner, gudsbespottelse og besudling af hellige sakramenter, skadeforvoldelse ved forbandelser, rejsninger af storm og regn, barnemord, kannibalisme og deltagelse i sexorgier. Alle forbrydelser, som af Inkvisitionen såvel som af verdslige domstole blev lagt under det fleksible paraplybegreb Maleficum og straffet med døden.

Hekseprocesserne bliver ofte forbundet med uvidenhed, overtro og kristen fundamentalisme i den mørke middelalder, men dette er dog misvisende. Det er sandt, at Inkvisitionen blev etableret så langt tilbage som år 1230 af den katolske kirke under ledelse af Pave Gregorius IX, men de forfølgelser der foregik i middelalderen var begrundet i kætteri og ikke trolddomskunst, omend kættere også blev brændt på bålet. Trolddomskunst og kætteri overlappede naturligvis på mange måder, men først i 1484 gjorde pave Innocens VIII officielt de to forbrydelser identiske med hinanden. Også først i denne periode blev trolddom anerkendt som et virkeligt fænomen af kirken, hvor det tidligere i middelalderen blev betragtet som kætteri overhovedet at tro på trolddomskunstens virkninger.

Rennæssancen bliver ofte fremhævet som en idealperiode kendetegnet af videnskabelige og geografiske nyopdagelser, et voksende handelsliv og religiøs nytænkning, men ingen af disse elementer kunne altså forhindre den pandemiske galskab, vi i dag kalder heksefeberen.

Snarere tværtimod. De medvirkede alle til et mere kompliceret samfund, et samfund, der blev splittet af nye klassekampe og religionsstride, der udfordrede de tidligere så faste strukturer.

I middelalderen var rigdom forbeholdt de adelige, som kunne hvile trygt i deres status, beskyttet af det strengt hierarkiske feudale system. Med Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492, samt Vasco de Gamas opdagelsen af søvejen fra Portugal til Indien syd om Afrika, blev grundlaget lagt for et helt nyt marked for global handel. En ny samfundsklasse fulgte naturligt, handelsborgerskabet, der med nyanskaffet rigdom også søgte at udfordre de adeliges magtmonopol i det politiske liv.

En anden fundamental samfundsinstitution, der oplevede massive forandringer, var den katolske kirke. Motiveret af Martin Luther og hans femoghalvfems teser fremlagt i 1517, opstod en ny gren af kristendommen, protestantismen. Dens principper udfordrede den katolske praksis, hvor synderen kunne købe sig til en plads i himlen ved hjælp af afladsbreve, og prædikede i stedet, at Guds frelse hverken kunne opnås ved handel eller gode gerninger, men kun gives af Gud gennem troen på Jesus Kristus. Biblen blev samtidig også tilgængelig på folkesproget i Luthers tyske oversættelse og var således ikke længere udelukkende forbeholdt de latinkyndige. Den åndelige revolution var sat i gang, og jorden var gødet for, at flere uafhængige grupper af udbrydere kunne etablere sig. Pavens monopol på at udlægge Guds vilje var endegyldigt forbi.

Splittelse og tvivl fulgte også trop i den almindelige borger, der nu ikke længere kunne være sikker på at have valgt den rigtige trosretning. Der var store forskelle mellem, hvad katolikkerne og protestanterne prædikede og lagde vægt på. Konverterede protestanter kunne nu frygte, at deres gode tro og moral ikke var nok til at sikre dem Guds frelse. På den anden side kunne katolikker komme i tvivl om, hvorvidt deres barmhjertige gerninger og kontante betalinger til kirken nu også var tilstrækkeligt. Denne personlige tvivl og usikkerhed kan givetvis have resulteret i en tilbøjelighed til at give ”troldkvinder” skylden for egne synder eller ulykker.

En ting kunne alle nemlig blive enige om: Ondskabsfuld trolddomskunst var virkelig og måtte bekæmpes. Samfundsstrukturen i 1500-tallet var meget tætknyttet og baseret på det lokale, da bevægeligheden byer og landsbyer imellem på grund af dårlige veje og mangefulde transportmetoder var meget begrænset. Folk holdt sammen, og de kendte deres plads som bønder, præster eller borgere. Sammenhold var et nøgleord, og befandt man sig uden for lauget, menigheden eller landsbyfællesskabet var der god sandsynlighed for at blive anklaget for djævelskab, når tingene gik galt. Vagabonder, tiggere, ugifte kvinder, enker og ubemidlede agerede af den grund ofte syndebukke og blev ofre for de ubarmhjertige hekseprocesser. Almindelige og respekterede mennesker kunne dog også risikere at komme på bænken, når nabostridigheder, familiefejder eller en dårlig høst fik folk til at anklage hinanden på kryds og tværs.

Heksefeberens tid var en usikker tid, folk levede i frygt for at blive forbandet og for at blive anklaget, i frygt for at blive udstødt af landsbyfællesskabet eller Guds evige rige, i frygt for at møde en skånselsløs dommer eller djævelen selv.

Moberly og Jourdain

Dette tilfælde faldt jeg over, da jeg læste Wikipedias Time Travel-side, og det involverer to franske damer, Charlotte Anne Moberly og Eleanor Jourdain, der i år 1901 gik en tur omkring slottet i Versailles, et område de var ubekendte med. På turen fik de begge kuldegysninger og bange anelser, og de så flere mærkeligt klædte mennesker, før de vendte tilbage til deres eget selskab. Ganske udramatisk i og for sig, men hændelsen hang alligevel ved. Kvindernes første tanke var, at slottet måske var hjemsøgt, og det var spøgelser, de havde set, men efter en del undersøgelser af stedets historie, kom de frem til, at de havde oplevet et hul i tiden, og at spøgelserne således var levende mennesker fra fortiden – de navngav for eksempel den tidligere, franske dronning Marie Antoinette, der døde i syttenhundredetallet.

Ti år efter begivenheden, i 1911, udgav de en bog kaldet Et Eventyr, hvori de i detaljer fortalte om deres oplevelse og konklusion.

Og hvad har dette med mit projekt at gøre? Jeg ved det ikke præcist, men det var interessant læsning. Det hele handler om uforklarlige fænomener; måske var menneskerne, som Moberly og Jourdain så, spøgelser, måske var de fortidige mennesker, måske var de blot skuespillere eller turister, måske var de fra en anden dimension eller en parallelverden og havde foretaget et spring ind i vores. Det sker.

Forklaringerne er mange, men uanset hvilken man vælger, er historierne stadig interessante i sig selv.

Kilde:

En kort, men længere og bedre, end jeg har givet den her, beskrivelse af Moberly og Jourdains eventyr: http://theoddmentemporium.tumblr.com/post/26980857424/the-moberly-jourdain-incident-or-the-ghosts-of

Bogen, som de to udgav under pseudonymer efter deres oplevelse, tilgængelig for fri download på i alle ønskelige formater: http://archive.org/details/adventurewithapp00mobe

Tidsspring: En alternativ teori

Tidsspring er en teori, som jeg ikke har beskæftiget mig meget med, da alle kilder pegede i retning af en parallelverden og hverken fortid eller fremtid. Ikke desto mindre er der dokumenteret flere tilfælde af tidsspring gennem historien; tilfælde, hvor en person er forsvundet op i den blå luft for at dukke op igen et andet sted langt væk ganske kort tid efter.

En interessant hændelse af denne art fandt sted i Mexico City i 1593. En uniformeret mand ved navn Gil Perez stod vagt ved et palads, omend hans uniform adskilte sig synligt fra de mexicanske vagters. De udspurgte ham, og han svarede, at han holdt vagt ved paladset, da dets beboer, guvernøren i Manila, Fillipinerne, var blevet myrdet natten før. De mexicanske vagter må have vekslet et skeptisk blik eller to, før de leverede ham videre op i systemet, hvor han blev afhørt og efterfølgende smidt i fængsel. I processen blev han også afhørt af Inkvisitionen, der mistænkte ham for djævelske aktiviteter, når han tilsyneladende kunne rejse over 18.000 kilometer på bare sekunder.

I fængslet glemte de dog snart alt om ham, indtil to måneder senere, hvor nyheden nåede dem via skib, at på den samme nat, som manden var dukket op, var guvernøren i Manila blevet snigmyrdet, præcis som vagten påstod. En af de filippinske sejlere kunne endog bekræfte, at han genkendte Perez og sværgede, at han havde stået vagt ved paladset natten før hans forsvinding.

Gil Perez blev efterfølgende løsladt og sejlede med det filippinske mandskab tilbage til sit hjemland. Han kunne aldrig selv forklare hændelsen, der tilsyneladende skete fuldstændig uprovokeret og var uden for hans kontrol.

Sprang pigen så også i tid eller rum, fra sin seng i et trygt hjem og til et fremmed sted, hvor ingen endnu har lokaliseret hende, hvor hun måske ikke engang er dukket op endnu? En mulighed, men ingen særlig frugtbar af slagsen, da hun i så fald kunne være hvor som helst, død eller levende, men sandsynligvis død. Ikke en mulighed, der forklarer meget, og ikke en, der giver tilfredsstillende svar, eller en afslutning.

Kilder:

http://cogitz.com/2009/09/09/the-mysterious-case-of-gil-perez/

http://www.psychic101.com/teleportation-learn.html

Genzmer, Herbert; Hellenbrand, Ulrich: ”Mysterier,” Paragon Books Ltd, 2007

Møde med historieprofessor

For at vende tilbage til den konkrete sag: Det lykkedes mig at komme i kontakt med en historieprofessor, der var perifert involveret i sagen, og som også havde studeret detaljerne omkring flere historiske personers forsvindinger, bl.a. nogle af de i sidste indlæg nævnte. Professoren blev en af mine hovedkilder i forhold til at udforme en holdbar teori om omstændighederne omkring pigens forsvinden.

Han var overbevist om, at pigen var blevet transporteret eller teleporteret til en anden verden, en parallelverden af en art. En verden, der var tæt knyttet til tiden for de europæiske hekseforfølgelser op gennem femten- og sekstenhundredetallet – grundene til denne antagelse er mange og vil blive nærmere uddybet i bogen. Han udførte også forsøg, der skulle facilitere en kontakt til pigen, en rekonstruktion af den verden, hun befandt sig i. Efter hans mening lykkedes det ham også at etablere en kontakt, men det førte fortrydeligvis ikke til pigens redning. Som han sagde om rejse mellem verdener: ”Der er ikke nogen, der har kunnet forklare det endnu, hvordan sådan nogle spring sker. Jeg behøver vel ikke fortælle dig, at det ikke er nogen eksakt videnskab. Pseudovidenskab ville de fleste vel kalde det.”

Jeg spørger ham, om der er sket fremskridt i feltet siden da, men han indrømmer, at det er der ”ikke rigtig.”

Uforklarlige forsvindinger vedbliver altså at være uforklarlige forsvindinger.

Og slutteligt vil jeg også gerne opfordre læsere af bloggen, som interesserer sig for disse ting i at deltage i debatten – dette er stadig en åben sag, og har du særlig viden om historiske fortilfælde, om parallelle verdener, om tidsspring eller andre relevante emner hører jeg gerne fra dig! Jeg stiller naturligvis også resultaterne af min øvrige research til rådighed (fulde interviews mm.), hvis der kan komme frugtbare teorier ud af det – uden tvivl er der folk, som ved mere om disse emner end jeg.

Kontakt, som altid: oktoberland.research@gmail.com

Historiske fortilfælde

Som jeg kort berørte i det allerførste indlæg her på siden, er der adskillige eksempeler på mystiske og uforklarlige forsvindinger gennem historien, både i ældre tid, men så sandelig også i vore dage.

Følgende side giver en skitsering af omstændighederne for syv af de mere berømte eksempler på uforklarlige forsvindinger gennem historien: http://www.neatorama.com/2008/03/27/seven-mysterious-disappearances/

Flere af disse tilfælde vil skeptikere nok kunne give affeje med mere eller mindre nærliggende forklaringer – fyrtårnspasserne blev skyllet væk af en tidevandsbølge, Amelia Earharts fly styrtede ned et sted i det gigantiske Stillehav, og mesterforbryderen D. B. Cooper var simpelthen for snu til at blive fanget.

Også den amerikanske forfatter og journalist Ambrose Bierce (1842-1913?) bedst kendt for sin novelle ”An Occurrence at Owl Creek Bridge” forsvandt under uforklarlige omstændigheder, da han i 1913 begav sig på en rejse gennem syden mod Mexico. I det sidste brev til sin niece Lora afslutter han: ”I don't know where I shall be next. Guess it doesn't matter much. Adios.” Som det skulle vise sig, vendte han aldrig hverken tilbage eller ankom et nyt sted, ikke i denne verden, omend det er muligt, at han fandt et andet og ukendt sted at leve sine sidste dage. Naturligvis kunne man også i dette tilfælde blot sige, som mange gør, at Bierce, der også kæmpede i den amerikanske borgerkrig og skrev om sine oplevelser der, blev involveret i den mexicanske borgerkrig, og at det blev hans endeligt. Det er endda temmelig sandsynligt, at det forholder sig sådan; ikke desto mindre beskæftigede Bierce sig også med mystiske forsvindinger i sit litterære og journalistiske virke, hvilket gør ham særligt interessant for mig at nævne.

Kilder:

For detaljer om Amelia Earharts rejse og teorier om hendes forsvinden, se: http://www.aerospaceweb.org/question/conspiracy/q0299.shtml eller en af de utallige biografier, der er blevet udgivet gennem årene.

”Ambrose Bierce: Horror as Satire” i S. T. Joshi: ”The Weird Tale” Wildside Press, 1990

Se også Bierces selvbiografi ”A Sole Suvivor: Bits of Autobiography” University of Tennesse Press, 1998