Møde med et medium

Som reaktion på de seneste indlæg her på siden har jeg fået en del mails fra forskellige sider – de forventede skeptikere, men også positive røster. Emnet for dette indlæg er dog en særlig henvendelse fra en kvinde, der tilbød sin hjælp på en uortodoks måde, der tiltrak mig meget.

Hendes navn er Veronica Krista Le Fanu (ikke numerolog, men af fransk afstamning), hun er et medium og altså i stand til at tage kontakt til afdøde og, skrev hun til mig, forsvundne mennesker, om de så befinder sig i denne verden eller i en anden.

Efter lidt skriven frem og tilbage mødte jeg hende i forgårs i hendes hjem. Hun bød mig ind i et værelse indrettet til vores helt særlige formål; gulvtæpperne var tykke og bløde og mønstrede, så man kunne blive ør af at stirre for længe ned i dem, den ene væg var beklædt med reol fra gulv til loft, hoveddelen af bøgerne var gamle (eller ældre), udslidte og læderbundne, men der var også resereveret et område til mere moderne bøger med lyse paperbackrygge, hvis ansigter jeg ikke fik lejlighed til at studere, men jeg er temmelig sikker på, at jeg ville have fundet ord som gudinde, krystal, astral, spiritualitet i mange af titlerne. På et stort og fint udskåret møbel ved den modsatte væg stod forskellige små æsker og metalgenstande, her gik kvinden over og rodede lidt med ryggen til mig. Jeg hørte lyden af et gammeldags ur, der blev trukket op, hun trådte til side, og det var i virkeligheden en spilledåse, der nu langsomt begyndte at klimpre. Stearinlys blev tændt sammen med røgelsespinde, og jeg må indrømme, at det hele virkede noget overdrevet og affekteret på mig, selvom jeg tror fuldt og fast på kontakt med andre verdener er muligt. Jeg tror på spøgelser og noget større end menneskeheden og Jorden, men mit indtryk var, at hun overdrev sin iscenesættelse af det mystiske.

Men jeg satte mig ned på gulvet over for hende, og jeg tog billedet af den lille pige frem, som hun havde bedt mig medbringe. Det blev lagt imellem os, da vi sad over for hinanden, hun i skrædderstilling, jeg med mine knæ og skinneben hvilende mod gulvet. Hun rakte sine hænder ud – havde lukkede øjne – og bad mig lægge mine i hendes.

Og gispede med det samme. Rynkede brynene over sine lukkede øjne, strammede grebet om mine hænder. ”Det er koldt,” sagde hun. ”Meget koldt.”

”Hvorhenne?”

”Under natten,” sagde hun, og hun lød mere hæs end før. ”Under månen. Mærker du det?”

Jeg mærkede det rent faktisk. Temperaturen faldt, som en efterårsvind der smøg sig over min hud, og det var ikke bare koldsved.

”Luk øjnene,” bad hun mig, og jeg adlød med det samme uden at vide, hvordan hun vidste, at jeg ikke allerede havde gjort det. Jeg lukkede øjnene og måtte nu se den samme verden, hun så, mens hun stillede et enkelt spørgsmål. ”Er du her?”

Sammen gik vi rundt i mørket, ikke med vores fødder, men med vores sind. Med lukkede øjne og åben opfattelse. Der var mørkt omkring os, i himlen og i luften, men vi kunne skimte bygninger til begge sider, gammeldags bygninger med bindingsværk. Brosten under de fødder, vi ikke gik med, og en stank af møg, der sad klinet mellem alle ujævne overflader. Men bylandskabet åbnede sig efterhånden op, landet gik opad, og vi kunne kigge op på en ny bygning, der stod alene på toppen af bakken. En enkelt, solid træbjælke strakte sig op mod himlen, tværlagt af en anden. Parallelt med den, strækkende sig nedad, et næsten lige så solidt hampereb, endende i en løkke.

En lyd, skrabende fødder, løbende fødder, en enkelt skabning, der gemte sig for os i dette mennesketomme landskab.

”Er her nogen?” kaldte hun. ”Vi ønsker kun at hjælpe. Kan du fortælle os, hvem du er? Er du den, vi leder efter?”

Og et øredøvende skrig gennemborede os begge, jeg for tilbage og slap hendes hænder, slog øjnene op og kiggede rundt i det halvmørke rum. Det var virkeligheden, det var hendes værelse, men det tog mig adskillige sekunder at overbevise mig selv om det.

Veronica var blevet rykket ud af sin skrædderstilling og var næsten lige så oprevet som mig.

”Hvad skete der?” spurgte jeg. ”Hvem var det?”

Hun rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke. Men det var ikke pigen.”

Længe sad vi stille, indtil spilledåsen på hendes kommode holdt inde med sin melodi. Og skønt jeg ikke havde fortalt hende om historieprofessorens hekseteorier (omend hun havde læst referatet her på siden), sagde hun, som en eftertanke: ”Hekse blev hængt i sådanne galger.”

Et tilfældigt tidsspring

Forleden læste jeg mere eller mindre ved et tilfælde noget ganske interessant. I en analyse af Jules Vernes forfatterskab, blev det bemærket, at

”Da Verne blev født, indsneg der sig en fejl i hans fødselsattest. I stedet for at angive hans fødselsår til 1828, blev det ført hundrede år frem - til 1928. I lyset af hans litterære bedrifter kommer denne fejl til at fremstå som en forudsigelse. Det virker ofte som om Verne virkelig havde været et smut i fremtiden.”

Ikke at jeg tror, det har noget på sig overhovedet, men i betragtning af, hvad jeg lige har skrevet om her på bloggen, så var det for godt til bare at ignorere. Og det er hermed lagt op, som et lille interessant, finurligt indlæg midt i alt det alvorlige.

Kilde: http://www.litteratursiden.dk/analyser/verne-jules

Ambrose Bierce: Mystiske Forsvindinger

Tidligere efterspurgte nogen en forklaring af Bierces teorier om mystiske forsvindinger, og det er hvad der skal præsenteres i dag. Han skrev tre korte rapporter til San Fransisco Examiner om tilfælde, hvor folk var forsvundet sporløst og i nogle tilfælde foran øjenvidner, og to år senere i 1890 kommenterede han på en tysk professors spekulationer om emnet i avisen Oakland Daily Evening Tribune. Det er denne artikel, jeg præsenterer her i dens originale udgave på engelsk, men det anbefales læseren først at tage et kig på Bierces egne historier, som Forlaget Replikant netop har udgivet i dansk oversættelse. De kan downloades til din ebogslæser (kan også læses på computeren med Adobe Digital Editions) ganske gratis lige her: http://replikant.dk/mystiske-forsvindinger/

In connection with this subject of "mysterious disappearance" - of
which every memory is stored with abundant example--it is pertinent
to note the belief of Dr. Hern, of Leipsic; not by way of
explanation, unless the reader may choose to take it so, but because
of its intrinsic interest as a singular speculation.  This
distinguished scientist has expounded his views in a book entitled
"Verschwinden und Seine Theorie," which has attracted some
attention, "particularly," says one writer, "among the followers of
Hegel, and mathematicians who hold to the actual existence of a so-
called non-Euclidean space--that is to say, of space which has more
dimensions than length, breadth, and thickness--space in which it
would be possible to tie a knot in an endless cord and to turn a
rubber ball inside out without 'a solution of its continuity,' or in
other words, without breaking or cracking it."

Dr. Hern believes that in the visible world there are void places - 
vacua, and something more - holes, as it were, through which animate
and inanimate objects may fall into the invisible world and be seen
and heard no more.  The theory is something like this:  Space is
pervaded by luminiferous ether, which is a material thing--as much a
substance as air or water, though almost infinitely more attenuated.
All force, all forms of energy must be propagated in this; every
process must take place in it which takes place at all.  But let us
suppose that cavities exist in this otherwise universal medium, as
caverns exist in the earth, or cells in a Swiss cheese.  In such a
cavity there would be absolutely nothing.  It would be such a vacuum
as cannot be artificially produced; for if we pump the air from a
receiver there remains the luminiferous ether.  Through one of these
cavities light could not pass, for there would be nothing to bear
it.  Sound could not come from it; nothing could be felt in it.  It
would not have a single one of the conditions necessary to the
action of any of our senses.  In such a void, in short, nothing
whatever could occur.  Now, in the words of the writer before
quoted--the learned doctor himself nowhere puts it so concisely:  "A
man inclosed in such a closet could neither see nor be seen; neither
hear nor be heard; neither feel nor be felt; neither live nor die,
for both life and death are processes which can take place only
where there is force, and in empty space no force could exist."  Are
these the awful conditions (some will ask) under which the friends
of the lost are to think of them as existing, and doomed forever to
exist?

Baldly and imperfectly as here stated, Dr. Hern's theory, in so far
as it professes to be an adequate explanation of "mysterious
disappearances," is open to many obvious objections; to fewer as he
states it himself in the "spacious volubility" of his book.  But
even as expounded by its author it does not explain, and in truth is
incompatible with some incidents of, the occurrences related in
these memoranda:  for example, the sound of Charles Ashmore's voice.
It is not my duty to indue facts and theories with affinity.

A.B.

Moberly og Jourdain

Dette tilfælde faldt jeg over, da jeg læste Wikipedias Time Travel-side, og det involverer to franske damer, Charlotte Anne Moberly og Eleanor Jourdain, der i år 1901 gik en tur omkring slottet i Versailles, et område de var ubekendte med. På turen fik de begge kuldegysninger og bange anelser, og de så flere mærkeligt klædte mennesker, før de vendte tilbage til deres eget selskab. Ganske udramatisk i og for sig, men hændelsen hang alligevel ved. Kvindernes første tanke var, at slottet måske var hjemsøgt, og det var spøgelser, de havde set, men efter en del undersøgelser af stedets historie, kom de frem til, at de havde oplevet et hul i tiden, og at spøgelserne således var levende mennesker fra fortiden – de navngav for eksempel den tidligere, franske dronning Marie Antoinette, der døde i syttenhundredetallet.

Ti år efter begivenheden, i 1911, udgav de en bog kaldet Et Eventyr, hvori de i detaljer fortalte om deres oplevelse og konklusion.

Og hvad har dette med mit projekt at gøre? Jeg ved det ikke præcist, men det var interessant læsning. Det hele handler om uforklarlige fænomener; måske var menneskerne, som Moberly og Jourdain så, spøgelser, måske var de fortidige mennesker, måske var de blot skuespillere eller turister, måske var de fra en anden dimension eller en parallelverden og havde foretaget et spring ind i vores. Det sker.

Forklaringerne er mange, men uanset hvilken man vælger, er historierne stadig interessante i sig selv.

Kilde:

En kort, men længere og bedre, end jeg har givet den her, beskrivelse af Moberly og Jourdains eventyr: http://theoddmentemporium.tumblr.com/post/26980857424/the-moberly-jourdain-incident-or-the-ghosts-of

Bogen, som de to udgav under pseudonymer efter deres oplevelse, tilgængelig for fri download på i alle ønskelige formater: http://archive.org/details/adventurewithapp00mobe