Anmeldelser og arrangement

Så har Skygger fra Oktoberland været på gaden i to uger, og den har indtil videre fået fine ord fra både læsere og anmeldere. Et par udpluk:
Boggrisen:

jeg kan bestemt nyde bogen for sine litterære kvaliteter, for på plottet er sammenhængende og gennemtænkt og logisk på sin egen lidt skæve manér, og sproget er flydende og lige lidt bedre end man tit ser i den type bøger, uden det kammer over og bliver for højtravende, og det synes jeg, at forfatteren skal have respekt for.

Frk. Hyms

Hele vejen igennem er sproget helt fantastisk, flydende og medrivende. Her er virkelig en forfatter, der kan sit kram!

Gyseren:

Jeg læser meget med følelserne, og den flotte udførelse kan for mig godt skygge lidt for gruen i historien. Til tider bliver der lidt for meget stiløvelse og lidt for lidt stemning over fortællingen. Og det er ærgerligt, for der er ind i mellem glimt af virkelig gru under den lille piges oplevelser i mørkelandet. (...) Alt andet lige er “Skygger fra Oktoberland” dog en glimrende debut, og jeg glæder mig til at læse mere fra Nikolaj Johansen, som med sin utraditionelle debutroman lover spændende nyt for dansk horror.

Bogen er også at finde på Goodreads hvor du kan diskutere og give stjerner.

Derudover, hvis læseren befinder sig nær Kolding, hvor hele historien jo tager sit udgangspunkt, så kan man opleve mig læse op og fortælle om bogen på Knuds Garage, Munkegade 5, d. 20. november kl. 18.00

Det sidste forsvar

Det burde ikke være nødvendigt, men i anledning af udgivelsen i dag og klog af skade vil jeg samlet tiltale alle de, der mener, at jeg opfører mig respektløst ved at spekulere i alternative teorier til en lille piges til dato uforklarlige forsvinden.

Alt hvad jeg har skrevet her på bloggen, og alt hvad der står i bogen, er så vidt muligt underbygget af den research, jeg har foretaget mig, et repræsentativt udsnit af hvilket er blevet lagt op her og hvoraf mere vil blive præsenteret i bogen. 

Men kritikerne har ret, for i sagens natur er det jo spekulationer, sådan er det, når man ikke kender de fulde omstændigheder. Sådan er det, når der ingen konkrete, konventionelle spor er at gå ud fra. Så tager man uortodokse metoder i brug, man udvider sin horisont og lader være med at afvise teorier, fordi de på overfladen lyder utroværdige. 

Det står enhver frit for at afvise mine teorier, jeg påkalder mig ikke den endegyldige sandhed, blot er jeg ud fra den faktiske sags virkelige omstændigheder kommet til min egen konklusion, en konklusion, der som det vil kunne læses i bogen, understøttes af flere familiemedlemmer, som nu med Skygger fra Oktoberland har fået den sammenhængende forklaring, som politiet ikke kunne give tilbage i 2001. 

Det har været en lang vej til udgivelsen, og nu er vi her endelig, efter mange nye perspektiver, falske spor og spændende samtaler. Tak til alle, der har fulgt med og bidraget til den fortløbende research. Det har været prispåsat!

God læsning.

Nikolaj Johansen

Oktoberpoesi (3)

Fra Ole Sarvig: "Prosadigte"

”Bryder virkeligheden, Oktoberdagen pludselig ind med sin blæst? Husker du smerte, husker du menneskers navne? / Du er snart inde i drømmen igen, i ildens høje storme på solens rand! (Det var jo Oktobersolen! - Nu glider skibet sort forbi din lille båd: Døden slæber din kiste hjem.)”

Oktoberpoesi (2)

Fra Ole Sarvig: ”Prosadigte”

”Hvor flygtede du hen på vinterfod, hvorhen gik din vinterrejse? Gik du til Fausts hus? / gik du til byernes skure og halvtag, / gik du til vejkorsets land, / gik du til morgenens grå slot? / Kom du da til drømmens Oktober, hvor al den lyse klirrende lyd døde hen under dine fødder, hvor flammerne stod tændt som høje popler om forårsbedet, hvor intellektets tørre, raslende frøhuse føg med hvide fnug i blæsten?”

Oktoberpoesi (1)

Fra Ole Sarvig: "Prosadigte"

”Husker du de dage, da lynet sprang med sin glødetråd i det spejlende rum som en lampe, der brast, mens Oktobers tårn stod højt og sort som blækhatten over de gule marker, husker du, - husker du stedet ved skoven, hvor savklingers lange tandede lyn sprang med dybe brum ...”

 

Hekseprocessen i Salem

I Salem, Massachussets fandt der i 1692 en særdeles ubehagelig hekseproces sted. Den vil virke utrolig, men er langt fra enestående og tjener som et udmærket eksempel på, hvor langt massehysteri kan føres og hvor fatale konsekvenser, det kan have. To unge piger på ni og tolv år, Elizabeth Parris og Abigail Williams, begyndte en dag i januar at opføre sig uforklarligt, de talte i tunger, smed genstande rundt omkring sig og kravlede rundt under møblerne i tilsyneladende angsanfald. De blev efterfølgende undersøgt af den lokale læge, William Griggs, som ikke kunne finde nogle fysiske forklaringer på deres adfærd. Pastor Samuel Williams konkluderede herefter, som det var naturligt på den tid, at pigerne var blevet forbandet.

Den første, der blev anklaget for hekseri, var familiens sorte slave, Tituba, der som lavtstående kvinde ikke havde mange muligheder for at forsvare sig. Hun blev hurtigt efterfulgt af andre kvinder, som på den ene eller anden måde var ildesete i samfundet eller var skeptiske over for sandheden i de unge pigers anklager.

De indledende uroligheder stod på over en periode på fem måneder, hvorefter en lang række høringer indledtes ved domstolene. Fire mennesker nåede at dø i fængsel, mens processen stod på, og i alt tyve, fjorten kvinder og seks mænd blev henrettet som følge af hekseprocessen. Alle hængtes de, med undtagelse af Giles Corey, som i protest nægtede at erklære sig hverken skyldig eller uskyldig og dømtes til peine forte et dure. Hans brystkasse blev presset med tungere og tungere sten for at fremtvinge en tilståelse, men efter to dages forløb døde han af kvælning, fordi han resolut stod fast på ikke at tage del i galskaben.

Jeg har tidligere fokuseret meget på uforklarlige forsvindinger, men dette er også et emne, jeg føler stærkt for. Ligesom vi ikke må glemme eller affærdige de forsvundne som Amelia Earhart eller Ambrose Bierce, må vi heller ikke glemme ofrene for den galskab og det massehysteri, som forpestede Europa og Amerika gennem flere århundreder. En hel bog kunne fyldes med navnene på de henrettede ”hekse,” og den ville blive længere end min. Her vil jeg dog nøjes med disse:

In Memoriam

Bridget Bishop, Salem, 10. juni 1692

Sarah Good, Salem Village, 19. juli 1692

Rebecca Nurse, Salem Village, 19. juli 1692

Susannah Martin, Amesbury, 19. juli 1692

Elizabeth How, Ipswich, 19. juli 1692

Sarah Wilds, Topsfield, 19. juli 1692

George Burroughs, Wells, Maine, 19. august 1692

John Proctor, Salem Village, 19. august 1692

John Willard, Salem Village, 19. august 1692

George Jacobs, Sr., Salem Town, 19. august 1692

Martha Carrier, Andover, 19. august 1692

Giles Corey, Salem Farms, 19. september 1692

Martha Corey, Salem Farms, 22. september 1692

Mary Eastey, Topsfield, 22. september 1692

Alice Parker, Salem Town, 22. september 1692

Ann Pudeater, Salem Town, 22. september 1692

Margaret Scott, Rowley, 22. september 1692

Wilmott Reed, Marblehead, 22. september 1692

Samuel Wardwell, Andover, 22. september 1692

Mary Parker, Andover, 22. september 1692

Sarah Osborne, Salem Village, 1692

Roger Toothaker, Billerica, 1692

Lyndia Dustin, Reading, 1692

Ann Foster, Andover, 1692

Forside og information om udgivelse

 Hermed et atypisk indlæg, der er rent formelt og handler om den nært forestående udgivelse af Skygger fra Oktoberland og dermed også kulminationen på dette blogprojekt.

Forsiden er nu blevet offentliggjort og kan ses lige her. På Replikants side for bogen kan man læse mere om bogens handling og om de tilknyttede projekter - denne blog og e-bogen Mystiske Forsvindinger af Ambrose Bierce. Og så er de første kapitler gratis tilgængelige som en lille smagsprøve.
Det er nu også muligt at forudbestille bogen hos din lokale boghandler - så er du sikret, at den er hjemme på udgivelsesdagen d. 31. oktober.

http://replikant.dk/skygger-fra-oktoberland/

Tilføjelse: Hvis du har en e-bogslæser kan du selvfølgelig også forudbestille en digital version af bogen på iTunes: http://itunes.apple.com/dk/book/skygger-fra-oktoberland/id561070021?l=da&mt=11

Jeg har i denne uge blandt andet været beskæftiget med at skrive en ny artikel til bloggen, som bliver lagt ud i næste uge. Det kommer til at handle om hekseprocessen i Salem i 1692 og bliver således et mere konkret eksempel på de generelle historiske omstændigheder, jeg skrev om i sidste indlæg.

Om hekseprocessernes historie

På et vist tidspunkt i researchen, blev det umuligt at ignorere de talrige forbindelser til de europæiske og amerikanske hekseprocesser, der primært foregik fra ca. 1485 og helt op til slutningen af 1600-tallet, hvor de dog kun langsomt døde ud.

Det kan være vanskeligt at tegne et præcist billede af de omstændigheder, der førte til den udbredte heksefeber og henrettelsen af titusindvis af uskyldige mennesker, overvejende kvinder beskyldt for alt lige fra samkvem med djævelen, påkaldelser af dæmoner, gudsbespottelse og besudling af hellige sakramenter, skadeforvoldelse ved forbandelser, rejsninger af storm og regn, barnemord, kannibalisme og deltagelse i sexorgier. Alle forbrydelser, som af Inkvisitionen såvel som af verdslige domstole blev lagt under det fleksible paraplybegreb Maleficum og straffet med døden.

Hekseprocesserne bliver ofte forbundet med uvidenhed, overtro og kristen fundamentalisme i den mørke middelalder, men dette er dog misvisende. Det er sandt, at Inkvisitionen blev etableret så langt tilbage som år 1230 af den katolske kirke under ledelse af Pave Gregorius IX, men de forfølgelser der foregik i middelalderen var begrundet i kætteri og ikke trolddomskunst, omend kættere også blev brændt på bålet. Trolddomskunst og kætteri overlappede naturligvis på mange måder, men først i 1484 gjorde pave Innocens VIII officielt de to forbrydelser identiske med hinanden. Også først i denne periode blev trolddom anerkendt som et virkeligt fænomen af kirken, hvor det tidligere i middelalderen blev betragtet som kætteri overhovedet at tro på trolddomskunstens virkninger.

Rennæssancen bliver ofte fremhævet som en idealperiode kendetegnet af videnskabelige og geografiske nyopdagelser, et voksende handelsliv og religiøs nytænkning, men ingen af disse elementer kunne altså forhindre den pandemiske galskab, vi i dag kalder heksefeberen.

Snarere tværtimod. De medvirkede alle til et mere kompliceret samfund, et samfund, der blev splittet af nye klassekampe og religionsstride, der udfordrede de tidligere så faste strukturer.

I middelalderen var rigdom forbeholdt de adelige, som kunne hvile trygt i deres status, beskyttet af det strengt hierarkiske feudale system. Med Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492, samt Vasco de Gamas opdagelsen af søvejen fra Portugal til Indien syd om Afrika, blev grundlaget lagt for et helt nyt marked for global handel. En ny samfundsklasse fulgte naturligt, handelsborgerskabet, der med nyanskaffet rigdom også søgte at udfordre de adeliges magtmonopol i det politiske liv.

En anden fundamental samfundsinstitution, der oplevede massive forandringer, var den katolske kirke. Motiveret af Martin Luther og hans femoghalvfems teser fremlagt i 1517, opstod en ny gren af kristendommen, protestantismen. Dens principper udfordrede den katolske praksis, hvor synderen kunne købe sig til en plads i himlen ved hjælp af afladsbreve, og prædikede i stedet, at Guds frelse hverken kunne opnås ved handel eller gode gerninger, men kun gives af Gud gennem troen på Jesus Kristus. Biblen blev samtidig også tilgængelig på folkesproget i Luthers tyske oversættelse og var således ikke længere udelukkende forbeholdt de latinkyndige. Den åndelige revolution var sat i gang, og jorden var gødet for, at flere uafhængige grupper af udbrydere kunne etablere sig. Pavens monopol på at udlægge Guds vilje var endegyldigt forbi.

Splittelse og tvivl fulgte også trop i den almindelige borger, der nu ikke længere kunne være sikker på at have valgt den rigtige trosretning. Der var store forskelle mellem, hvad katolikkerne og protestanterne prædikede og lagde vægt på. Konverterede protestanter kunne nu frygte, at deres gode tro og moral ikke var nok til at sikre dem Guds frelse. På den anden side kunne katolikker komme i tvivl om, hvorvidt deres barmhjertige gerninger og kontante betalinger til kirken nu også var tilstrækkeligt. Denne personlige tvivl og usikkerhed kan givetvis have resulteret i en tilbøjelighed til at give ”troldkvinder” skylden for egne synder eller ulykker.

En ting kunne alle nemlig blive enige om: Ondskabsfuld trolddomskunst var virkelig og måtte bekæmpes. Samfundsstrukturen i 1500-tallet var meget tætknyttet og baseret på det lokale, da bevægeligheden byer og landsbyer imellem på grund af dårlige veje og mangefulde transportmetoder var meget begrænset. Folk holdt sammen, og de kendte deres plads som bønder, præster eller borgere. Sammenhold var et nøgleord, og befandt man sig uden for lauget, menigheden eller landsbyfællesskabet var der god sandsynlighed for at blive anklaget for djævelskab, når tingene gik galt. Vagabonder, tiggere, ugifte kvinder, enker og ubemidlede agerede af den grund ofte syndebukke og blev ofre for de ubarmhjertige hekseprocesser. Almindelige og respekterede mennesker kunne dog også risikere at komme på bænken, når nabostridigheder, familiefejder eller en dårlig høst fik folk til at anklage hinanden på kryds og tværs.

Heksefeberens tid var en usikker tid, folk levede i frygt for at blive forbandet og for at blive anklaget, i frygt for at blive udstødt af landsbyfællesskabet eller Guds evige rige, i frygt for at møde en skånselsløs dommer eller djævelen selv.

Info om medier

Der er indgået et par mails i den sidste tid; enkelte røster har været skeptiske over for mit brug af et medium i forbindelse med denne sag. En anden skrev, at hun for tre år siden også opsøgte Le Fanu og rent faktisk fik etableret en forbindelse til sin afdøde søster. Ikke en forbindelse, der mindede om min oplevelse, men kontakt, ikke desto mindre, og kommunikation. Og efterfølgende ro i sjælen med en viden om, at alt var som det skulle være i verden på den anden side.
Det er naturligvis ikke alle seancer, der ender med at give så positivt et resultat, men det rører mig altid stærkt, når jeg hører om den slags.

Jeg er også blevet bedt om at redegøre for grundene til, at jeg tror på den slags "gøgl." Det ville jeg egentlig gerne, men som med så mange andre trosspørgsmål, er det ikke helt ligetil at opstille klart forståelige argumenter. Diskussionen om tro eller ikke tro, har jeg hverken lyst eller tid til at tage i øjeblikket. På denne blog må man simpelthen gå ind på præmissen, hvis man vil have noget rigtigt ud af mine undersøgelser.
I øvrigt kan jeg henvise interesserede til det internationalt anerkendte, danske medium, Marion Damper-Jeans, som har en fin side med ofte stillede spørgsmål: http://mariondampier-jeans.com/dansk/ofte-stillede-spoergsmaal/

Møde med et medium

Som reaktion på de seneste indlæg her på siden har jeg fået en del mails fra forskellige sider – de forventede skeptikere, men også positive røster. Emnet for dette indlæg er dog en særlig henvendelse fra en kvinde, der tilbød sin hjælp på en uortodoks måde, der tiltrak mig meget.

Hendes navn er Veronica Krista Le Fanu (ikke numerolog, men af fransk afstamning), hun er et medium og altså i stand til at tage kontakt til afdøde og, skrev hun til mig, forsvundne mennesker, om de så befinder sig i denne verden eller i en anden.

Efter lidt skriven frem og tilbage mødte jeg hende i forgårs i hendes hjem. Hun bød mig ind i et værelse indrettet til vores helt særlige formål; gulvtæpperne var tykke og bløde og mønstrede, så man kunne blive ør af at stirre for længe ned i dem, den ene væg var beklædt med reol fra gulv til loft, hoveddelen af bøgerne var gamle (eller ældre), udslidte og læderbundne, men der var også resereveret et område til mere moderne bøger med lyse paperbackrygge, hvis ansigter jeg ikke fik lejlighed til at studere, men jeg er temmelig sikker på, at jeg ville have fundet ord som gudinde, krystal, astral, spiritualitet i mange af titlerne. På et stort og fint udskåret møbel ved den modsatte væg stod forskellige små æsker og metalgenstande, her gik kvinden over og rodede lidt med ryggen til mig. Jeg hørte lyden af et gammeldags ur, der blev trukket op, hun trådte til side, og det var i virkeligheden en spilledåse, der nu langsomt begyndte at klimpre. Stearinlys blev tændt sammen med røgelsespinde, og jeg må indrømme, at det hele virkede noget overdrevet og affekteret på mig, selvom jeg tror fuldt og fast på kontakt med andre verdener er muligt. Jeg tror på spøgelser og noget større end menneskeheden og Jorden, men mit indtryk var, at hun overdrev sin iscenesættelse af det mystiske.

Men jeg satte mig ned på gulvet over for hende, og jeg tog billedet af den lille pige frem, som hun havde bedt mig medbringe. Det blev lagt imellem os, da vi sad over for hinanden, hun i skrædderstilling, jeg med mine knæ og skinneben hvilende mod gulvet. Hun rakte sine hænder ud – havde lukkede øjne – og bad mig lægge mine i hendes.

Og gispede med det samme. Rynkede brynene over sine lukkede øjne, strammede grebet om mine hænder. ”Det er koldt,” sagde hun. ”Meget koldt.”

”Hvorhenne?”

”Under natten,” sagde hun, og hun lød mere hæs end før. ”Under månen. Mærker du det?”

Jeg mærkede det rent faktisk. Temperaturen faldt, som en efterårsvind der smøg sig over min hud, og det var ikke bare koldsved.

”Luk øjnene,” bad hun mig, og jeg adlød med det samme uden at vide, hvordan hun vidste, at jeg ikke allerede havde gjort det. Jeg lukkede øjnene og måtte nu se den samme verden, hun så, mens hun stillede et enkelt spørgsmål. ”Er du her?”

Sammen gik vi rundt i mørket, ikke med vores fødder, men med vores sind. Med lukkede øjne og åben opfattelse. Der var mørkt omkring os, i himlen og i luften, men vi kunne skimte bygninger til begge sider, gammeldags bygninger med bindingsværk. Brosten under de fødder, vi ikke gik med, og en stank af møg, der sad klinet mellem alle ujævne overflader. Men bylandskabet åbnede sig efterhånden op, landet gik opad, og vi kunne kigge op på en ny bygning, der stod alene på toppen af bakken. En enkelt, solid træbjælke strakte sig op mod himlen, tværlagt af en anden. Parallelt med den, strækkende sig nedad, et næsten lige så solidt hampereb, endende i en løkke.

En lyd, skrabende fødder, løbende fødder, en enkelt skabning, der gemte sig for os i dette mennesketomme landskab.

”Er her nogen?” kaldte hun. ”Vi ønsker kun at hjælpe. Kan du fortælle os, hvem du er? Er du den, vi leder efter?”

Og et øredøvende skrig gennemborede os begge, jeg for tilbage og slap hendes hænder, slog øjnene op og kiggede rundt i det halvmørke rum. Det var virkeligheden, det var hendes værelse, men det tog mig adskillige sekunder at overbevise mig selv om det.

Veronica var blevet rykket ud af sin skrædderstilling og var næsten lige så oprevet som mig.

”Hvad skete der?” spurgte jeg. ”Hvem var det?”

Hun rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke. Men det var ikke pigen.”

Længe sad vi stille, indtil spilledåsen på hendes kommode holdt inde med sin melodi. Og skønt jeg ikke havde fortalt hende om historieprofessorens hekseteorier (omend hun havde læst referatet her på siden), sagde hun, som en eftertanke: ”Hekse blev hængt i sådanne galger.”

Et tilfældigt tidsspring

Forleden læste jeg mere eller mindre ved et tilfælde noget ganske interessant. I en analyse af Jules Vernes forfatterskab, blev det bemærket, at

”Da Verne blev født, indsneg der sig en fejl i hans fødselsattest. I stedet for at angive hans fødselsår til 1828, blev det ført hundrede år frem - til 1928. I lyset af hans litterære bedrifter kommer denne fejl til at fremstå som en forudsigelse. Det virker ofte som om Verne virkelig havde været et smut i fremtiden.”

Ikke at jeg tror, det har noget på sig overhovedet, men i betragtning af, hvad jeg lige har skrevet om her på bloggen, så var det for godt til bare at ignorere. Og det er hermed lagt op, som et lille interessant, finurligt indlæg midt i alt det alvorlige.

Kilde: http://www.litteratursiden.dk/analyser/verne-jules

Ambrose Bierce: Mystiske Forsvindinger

Tidligere efterspurgte nogen en forklaring af Bierces teorier om mystiske forsvindinger, og det er hvad der skal præsenteres i dag. Han skrev tre korte rapporter til San Fransisco Examiner om tilfælde, hvor folk var forsvundet sporløst og i nogle tilfælde foran øjenvidner, og to år senere i 1890 kommenterede han på en tysk professors spekulationer om emnet i avisen Oakland Daily Evening Tribune. Det er denne artikel, jeg præsenterer her i dens originale udgave på engelsk, men det anbefales læseren først at tage et kig på Bierces egne historier, som Forlaget Replikant netop har udgivet i dansk oversættelse. De kan downloades til din ebogslæser (kan også læses på computeren med Adobe Digital Editions) ganske gratis lige her: http://replikant.dk/mystiske-forsvindinger/

In connection with this subject of "mysterious disappearance" - of
which every memory is stored with abundant example--it is pertinent
to note the belief of Dr. Hern, of Leipsic; not by way of
explanation, unless the reader may choose to take it so, but because
of its intrinsic interest as a singular speculation.  This
distinguished scientist has expounded his views in a book entitled
"Verschwinden und Seine Theorie," which has attracted some
attention, "particularly," says one writer, "among the followers of
Hegel, and mathematicians who hold to the actual existence of a so-
called non-Euclidean space--that is to say, of space which has more
dimensions than length, breadth, and thickness--space in which it
would be possible to tie a knot in an endless cord and to turn a
rubber ball inside out without 'a solution of its continuity,' or in
other words, without breaking or cracking it."

Dr. Hern believes that in the visible world there are void places - 
vacua, and something more - holes, as it were, through which animate
and inanimate objects may fall into the invisible world and be seen
and heard no more.  The theory is something like this:  Space is
pervaded by luminiferous ether, which is a material thing--as much a
substance as air or water, though almost infinitely more attenuated.
All force, all forms of energy must be propagated in this; every
process must take place in it which takes place at all.  But let us
suppose that cavities exist in this otherwise universal medium, as
caverns exist in the earth, or cells in a Swiss cheese.  In such a
cavity there would be absolutely nothing.  It would be such a vacuum
as cannot be artificially produced; for if we pump the air from a
receiver there remains the luminiferous ether.  Through one of these
cavities light could not pass, for there would be nothing to bear
it.  Sound could not come from it; nothing could be felt in it.  It
would not have a single one of the conditions necessary to the
action of any of our senses.  In such a void, in short, nothing
whatever could occur.  Now, in the words of the writer before
quoted--the learned doctor himself nowhere puts it so concisely:  "A
man inclosed in such a closet could neither see nor be seen; neither
hear nor be heard; neither feel nor be felt; neither live nor die,
for both life and death are processes which can take place only
where there is force, and in empty space no force could exist."  Are
these the awful conditions (some will ask) under which the friends
of the lost are to think of them as existing, and doomed forever to
exist?

Baldly and imperfectly as here stated, Dr. Hern's theory, in so far
as it professes to be an adequate explanation of "mysterious
disappearances," is open to many obvious objections; to fewer as he
states it himself in the "spacious volubility" of his book.  But
even as expounded by its author it does not explain, and in truth is
incompatible with some incidents of, the occurrences related in
these memoranda:  for example, the sound of Charles Ashmore's voice.
It is not my duty to indue facts and theories with affinity.

A.B.

Moberly og Jourdain

Dette tilfælde faldt jeg over, da jeg læste Wikipedias Time Travel-side, og det involverer to franske damer, Charlotte Anne Moberly og Eleanor Jourdain, der i år 1901 gik en tur omkring slottet i Versailles, et område de var ubekendte med. På turen fik de begge kuldegysninger og bange anelser, og de så flere mærkeligt klædte mennesker, før de vendte tilbage til deres eget selskab. Ganske udramatisk i og for sig, men hændelsen hang alligevel ved. Kvindernes første tanke var, at slottet måske var hjemsøgt, og det var spøgelser, de havde set, men efter en del undersøgelser af stedets historie, kom de frem til, at de havde oplevet et hul i tiden, og at spøgelserne således var levende mennesker fra fortiden – de navngav for eksempel den tidligere, franske dronning Marie Antoinette, der døde i syttenhundredetallet.

Ti år efter begivenheden, i 1911, udgav de en bog kaldet Et Eventyr, hvori de i detaljer fortalte om deres oplevelse og konklusion.

Og hvad har dette med mit projekt at gøre? Jeg ved det ikke præcist, men det var interessant læsning. Det hele handler om uforklarlige fænomener; måske var menneskerne, som Moberly og Jourdain så, spøgelser, måske var de fortidige mennesker, måske var de blot skuespillere eller turister, måske var de fra en anden dimension eller en parallelverden og havde foretaget et spring ind i vores. Det sker.

Forklaringerne er mange, men uanset hvilken man vælger, er historierne stadig interessante i sig selv.

Kilde:

En kort, men længere og bedre, end jeg har givet den her, beskrivelse af Moberly og Jourdains eventyr: http://theoddmentemporium.tumblr.com/post/26980857424/the-moberly-jourdain-incident-or-the-ghosts-of

Bogen, som de to udgav under pseudonymer efter deres oplevelse, tilgængelig for fri download på i alle ønskelige formater: http://archive.org/details/adventurewithapp00mobe

Tidsspring: En alternativ teori

Tidsspring er en teori, som jeg ikke har beskæftiget mig meget med, da alle kilder pegede i retning af en parallelverden og hverken fortid eller fremtid. Ikke desto mindre er der dokumenteret flere tilfælde af tidsspring gennem historien; tilfælde, hvor en person er forsvundet op i den blå luft for at dukke op igen et andet sted langt væk ganske kort tid efter.

En interessant hændelse af denne art fandt sted i Mexico City i 1593. En uniformeret mand ved navn Gil Perez stod vagt ved et palads, omend hans uniform adskilte sig synligt fra de mexicanske vagters. De udspurgte ham, og han svarede, at han holdt vagt ved paladset, da dets beboer, guvernøren i Manila, Fillipinerne, var blevet myrdet natten før. De mexicanske vagter må have vekslet et skeptisk blik eller to, før de leverede ham videre op i systemet, hvor han blev afhørt og efterfølgende smidt i fængsel. I processen blev han også afhørt af Inkvisitionen, der mistænkte ham for djævelske aktiviteter, når han tilsyneladende kunne rejse over 18.000 kilometer på bare sekunder.

I fængslet glemte de dog snart alt om ham, indtil to måneder senere, hvor nyheden nåede dem via skib, at på den samme nat, som manden var dukket op, var guvernøren i Manila blevet snigmyrdet, præcis som vagten påstod. En af de filippinske sejlere kunne endog bekræfte, at han genkendte Perez og sværgede, at han havde stået vagt ved paladset natten før hans forsvinding.

Gil Perez blev efterfølgende løsladt og sejlede med det filippinske mandskab tilbage til sit hjemland. Han kunne aldrig selv forklare hændelsen, der tilsyneladende skete fuldstændig uprovokeret og var uden for hans kontrol.

Sprang pigen så også i tid eller rum, fra sin seng i et trygt hjem og til et fremmed sted, hvor ingen endnu har lokaliseret hende, hvor hun måske ikke engang er dukket op endnu? En mulighed, men ingen særlig frugtbar af slagsen, da hun i så fald kunne være hvor som helst, død eller levende, men sandsynligvis død. Ikke en mulighed, der forklarer meget, og ikke en, der giver tilfredsstillende svar, eller en afslutning.

Kilder:

http://cogitz.com/2009/09/09/the-mysterious-case-of-gil-perez/

http://www.psychic101.com/teleportation-learn.html

Genzmer, Herbert; Hellenbrand, Ulrich: ”Mysterier,” Paragon Books Ltd, 2007

Møde med historieprofessor

For at vende tilbage til den konkrete sag: Det lykkedes mig at komme i kontakt med en historieprofessor, der var perifert involveret i sagen, og som også havde studeret detaljerne omkring flere historiske personers forsvindinger, bl.a. nogle af de i sidste indlæg nævnte. Professoren blev en af mine hovedkilder i forhold til at udforme en holdbar teori om omstændighederne omkring pigens forsvinden.

Han var overbevist om, at pigen var blevet transporteret eller teleporteret til en anden verden, en parallelverden af en art. En verden, der var tæt knyttet til tiden for de europæiske hekseforfølgelser op gennem femten- og sekstenhundredetallet – grundene til denne antagelse er mange og vil blive nærmere uddybet i bogen. Han udførte også forsøg, der skulle facilitere en kontakt til pigen, en rekonstruktion af den verden, hun befandt sig i. Efter hans mening lykkedes det ham også at etablere en kontakt, men det førte fortrydeligvis ikke til pigens redning. Som han sagde om rejse mellem verdener: ”Der er ikke nogen, der har kunnet forklare det endnu, hvordan sådan nogle spring sker. Jeg behøver vel ikke fortælle dig, at det ikke er nogen eksakt videnskab. Pseudovidenskab ville de fleste vel kalde det.”

Jeg spørger ham, om der er sket fremskridt i feltet siden da, men han indrømmer, at det er der ”ikke rigtig.”

Uforklarlige forsvindinger vedbliver altså at være uforklarlige forsvindinger.

Og slutteligt vil jeg også gerne opfordre læsere af bloggen, som interesserer sig for disse ting i at deltage i debatten – dette er stadig en åben sag, og har du særlig viden om historiske fortilfælde, om parallelle verdener, om tidsspring eller andre relevante emner hører jeg gerne fra dig! Jeg stiller naturligvis også resultaterne af min øvrige research til rådighed (fulde interviews mm.), hvis der kan komme frugtbare teorier ud af det – uden tvivl er der folk, som ved mere om disse emner end jeg.

Kontakt, som altid: oktoberland.research@gmail.com

Historiske fortilfælde

Som jeg kort berørte i det allerførste indlæg her på siden, er der adskillige eksempeler på mystiske og uforklarlige forsvindinger gennem historien, både i ældre tid, men så sandelig også i vore dage.

Følgende side giver en skitsering af omstændighederne for syv af de mere berømte eksempler på uforklarlige forsvindinger gennem historien: http://www.neatorama.com/2008/03/27/seven-mysterious-disappearances/

Flere af disse tilfælde vil skeptikere nok kunne give affeje med mere eller mindre nærliggende forklaringer – fyrtårnspasserne blev skyllet væk af en tidevandsbølge, Amelia Earharts fly styrtede ned et sted i det gigantiske Stillehav, og mesterforbryderen D. B. Cooper var simpelthen for snu til at blive fanget.

Også den amerikanske forfatter og journalist Ambrose Bierce (1842-1913?) bedst kendt for sin novelle ”An Occurrence at Owl Creek Bridge” forsvandt under uforklarlige omstændigheder, da han i 1913 begav sig på en rejse gennem syden mod Mexico. I det sidste brev til sin niece Lora afslutter han: ”I don't know where I shall be next. Guess it doesn't matter much. Adios.” Som det skulle vise sig, vendte han aldrig hverken tilbage eller ankom et nyt sted, ikke i denne verden, omend det er muligt, at han fandt et andet og ukendt sted at leve sine sidste dage. Naturligvis kunne man også i dette tilfælde blot sige, som mange gør, at Bierce, der også kæmpede i den amerikanske borgerkrig og skrev om sine oplevelser der, blev involveret i den mexicanske borgerkrig, og at det blev hans endeligt. Det er endda temmelig sandsynligt, at det forholder sig sådan; ikke desto mindre beskæftigede Bierce sig også med mystiske forsvindinger i sit litterære og journalistiske virke, hvilket gør ham særligt interessant for mig at nævne.

Kilder:

For detaljer om Amelia Earharts rejse og teorier om hendes forsvinden, se: http://www.aerospaceweb.org/question/conspiracy/q0299.shtml eller en af de utallige biografier, der er blevet udgivet gennem årene.

”Ambrose Bierce: Horror as Satire” i S. T. Joshi: ”The Weird Tale” Wildside Press, 1990

Se også Bierces selvbiografi ”A Sole Suvivor: Bits of Autobiography” University of Tennesse Press, 1998

Afkræftelse

Først og fremmest: Nej, det er ikke mig, der har postet de sidste fire indlæg her på siden. Undskyld til alle, der har undret sig over, hvad der er foregået, og som jeg ikke har kunnet kontakte. Jeg er ikke klar over, hvor indlæggene kommer fra, men har skiftet password og håber at kunne være i fred nu. Nogen har i mellemtiden spurgt mig, om billedet under ”Åbenhed?” forestiller pigen; det gør det ikke, og det er bestemt ikke det samme billede, som P angiveligt tog.

Jeg ved ikke, om hackeren har haft som mål at forhindre yderligere efterforskning i sagen, for i så fald kunne han (?) have sparet sig. Jeg har haft knoglerne til undersøgelse, og de tilhører ikke pigen, eller noget menneske overhovedet. Stadig har vi altså ingen spor, der indikerer, at pigen skal være blevet enten kidnappet eller dræbt og efterladt et sted.

Jeg har ikke haft mulighed for at tale med P endnu engang for at konfrontere ham med opdagelsen. Jeg ringede til afdelingen, men blev afvist at møde ham – er ikke helt klar over, om det var på foranledning af ham selv, eller af inspektøren.

Fortrydeligt som det er, at vi stadig ingen afklaring har fået, mener jeg dog også, at det taler til fordel for bogens (og dermed min egen) fremlæggelse af sagen – populært sagt, den overnaturlige forklaring.

Alt hvad jeg har hørt og læst om denne sag får mig til at konkludere, som jeg gør i bogen, at pigen er blevet transporteret over i en parallelverden af en art. Dens beskaffenhed og hvad der præcist er foregået der, kan jeg naturligvis kun skrive om med usikkerhedens forbehold. Dog vil jeg stadig holde fast ved, at det er en kvalificeret usikkerhed, en kvalificeret og motiveret teori, som ikke er grebet ud af den blå luft, men sammenstykket ud fra mange forskellige kilder, som vil blive fremlagt her på siden.

MANIFEST

U e eee e ae i åa oe e æe åa oe e e ui ei o oyei E i oie o I a ie ae e æe ie ae e ie ui oyei

Fck jr, mnnskr, hvm grvr sdn ngt, hvm lsr sdn ngt, dt r fckng bskdt g mdbdlgt. n pg frsvndr, g kn kk ld dt vr, kk ld dt lgg Fckng mdbdlgt.

Denne side er hermed lukket.

SMILE GOD LOVES YOU

ÅBENHED?

BREAK INTO MY HOUSE

Mens vi venter: En drabssag fra firserne

Som jeg har skrevet i kommentarerne til det sidste indlæg er knoglerne, jeg fandt i skoven, i øjeblikket til undersøgelse hos en ekspert på området. Men pålidelige undersøgelser tager tid, hvilket er beklageligt for utålmodige mennesker, og mennesker, som gerne vil have svar.

Men viser det sig, at det rent faktisk er pigen, der ligger begravet ude i skoven, tilføjes helt nye dimensioner til vores forståelse af den forbrydelse, der er blevet begået. I de seneste par år har der været en del sager fremme i medierne om børnemisbrug og pædofili. Dem vil jeg ikke behandle her, i stedet vil jeg fortælle om en sag fra firserne, som kan vise sig at have nogle ubehagelige forbindelser til vores egen sag.

I 1982 blev liget af en ti-årig pige fundet i en grøft nær Nykøbing Sjælland. Hun var pakket ind i en sæk og havde kvælningsmærker på halsen. Efterfølgende blev det også slået fast, at pigen var blevet voldtaget før sin voldsomme død. I løbet af de følgende dage afhørte politiet den mistænkte gerningsmand, Frede Sander Jensen, og en uge efter fundet af pigen blev han formelt arresteret og sigtet for mordet. Han erklærede sig uskyldig i enhver sammenhæng, men blev dømt på livstid i fængslet grundet anklagerens tungtvejende beviser: en elledning brugt til at kvæle pigen manglede fra hans varevogn, tekniske beviser på, at pigen havde befundet sig i samme varevogn, og en tabt hjulkapsel tæt ved grøften, hvor pigen var blevet efterladt.

Han blev overflyttet fra de to første fængsler, Vridsløselille og Maribo, på grund af overfald fra sine medfanger og tilbragte det meste af resten af sin tid i frivillig isolation.

Til sidst skal det lige slås fast, at jeg ikke antyder nogen faktisk forbindelse mellem sagerne ud over deres natur, da gerningsmanden, Frede Sander Jensen, døde i fængsel i 1997, fire år før pigens forsvinding.

Kilder:

• http://drabssageridanmark.beboer2650.dk/html/drabssager_-_1982.html
• http://da.wikipedia.org/wiki/Frede_Sander_Jensen
• Dagbladet Information d. 13 juni. ”Fri os fra det onde.”

Knoglebilleder

Jeg lægger lige et par billeder op af nogle af de knogler jeg fandt i skoven den anden dag. Der er flere mindre, men de lå ikke samlet i et skelet, så jeg kan ikke være sikker på, at det er hende, eller overhovedet et menneske. Er det pigen, antager jeg, at P spredte delene af hende ud over flere steder efter at have parteret hende, ellers også har hunde eller andre dyr sørget for det samme.

Jeg har selv en kontakt, der kan hjælpe med identifikationen, men enhver assistance vil påskønnes.

Der er blevet spurgt, hvorfor jeg ikke allerede er gået til politiet med dette fund, og jeg finder egentlig dette et så rimeligt spørgsmål, at det fortjener en forklaring. For det første har jeg ikke særlig stor tiltro til politiet – det har nok også meget at gøre med, at jeg ved, hvor useriøs, sporadisk og frugtesløs deres oprindelige efterforskning var. Derudover: Det endelige manuskript til Skygger fra Oktoberland er allerede sendt af sted til forlæggeren, og hvis der skal ændres i det, eller hvis bogen skal kaldes helt tilbage på grund af denne opdagelse, så vil jeg gerne selv være in charge of efterforskningen. Uden at lyde arrogant så kender jeg sagen til bunds i enhver obskur kringelkrog, og jeg vil gerne selv bevare overblikket. Det har været muligt at få indsigt i politiets efterforskning, fordi sagen er lukket hos dem, men åbner de den op på ny bliver det et helt nyt bjerg af bureukrati at skulle kæmpe sig igennem for mig.

Men, som sagt, hvis jeg finder ud af, at det rent faktisk er pigens skelet, jeg har fundet, så underretter jeg selvfølgelig politiet. Og hvis det er tilfældet, så må udgivelsen nok også udskydes på ubestemt tid, da det vil modbevise det meste af, hvad jeg fremlægger i bogen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal håbe på ...

Udforskning i skoven

Jeg vil ikke skrive meget her, men i stedet lade videoen tale for sig selv. Den blev optaget i nat, hvor jeg efter Ps anvisninger ledte efter pigens grav. Jeg undskylder for mørket, men skoven er en overraskende velbesøgt hundelufterrute, og jeg ville helst ikke forstyrres. 

Follow-up på billedet

Gennem unanvgivne kilder lykkedes det mig at opspore en mand, som påstod ikke blot at have kendskab til billedet af pigen, som jeg nævnte i sidste indlæg, men rent faktisk at have taget det.

Det skal retfærdigvis nævnes, at manden (herefter kaldet P) afsoner tid på en lukket fængselspsykiatrisk afdeling for flere tilfælde af pædofile handlinger. I de fleste, hvis ikke alle, sammenhænge ville jeg ikke have tillid til eller motivation til at pleje omgang med sådanne mennesker, men i researchen til en forbrydelse, som mange umiddelbart vil forbinde med pædofili, har det desværre været umuligt at undgå.

Det vil huskes, at der ingen spor var af kidnapning af pigen på gerningsstedet. P påstod heller ikke at være ansvarlig for at have fjernet hende fra hjemmet, derimod forklarede han, at han syv dage efter hendes forsvinding ”fandt” pigen sent om aftenen, mens han var på vej hjem fra arbejde. Med hans egne ord:

P: Hun var virkelig forvirret, kan jeg huske. Hun vidste nærmest ikke op eller ned. Kunne ikke forstå, hvor hun var, eller hvem jeg var. Hun blev ved med at fable om at skulle væk fra byen og mændene, som om hun var på flugt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det hele, det var så underligt.

NJ: Men hvad gjorde du?

P: Jeg prøvede at spørge hende, hvor hun boede og den slags, men hun kunne overhovedet ikke svare, og hun ville ikke med ind i byen. På grund af gadelamperne, sagde hun, som om hun var bange for dem.

NJ: Ja?

P: Så kiggede jeg mig omkring, ikke? Vi var langt ude for byen, der var et stort skovområde lige ved siden af vejen. Så tog jeg hende med derind.

NJ: Og hun fulgte med dig?

P: Ja, hun gjorde så. Jeg tog hende i hånden, det ville hun gerne have.

NJ: Hvad skete der så?

P: Skal jeg sige det? Jeg tænkte, at vi var så langt væk fra alle, så der var ikke nogen, der ville kunne høre noget. Så prøvede jeg mig bare lidt frem.

NJ: Du prøvede dig frem?

P: Jeg begravede hende bagefter. Men jeg blev nervøs og kom tilbage den næste nat og gjorde det ordentligt.

NJ: Hvad vil det sige? Gjorde det ordentligt?

P: Det var sjusket, det jeg havde lavet natten før, fordi jeg var lidt ude af den. Jeg havde jo heller ingen redskaber med, ingen skovl eller noget, hun var nærmest bare dækket af et tyndt lag jord og kviste. Så jeg gravede en ordentlig grav. Og jeg skar hende i stykker. Med en elsav. Du kan selv se efter.

NJ: Hvor mange stykker?

P: [Tøver, beslutter sig for et smil.] Mange.

NJ: Har du fortalt noget af dette til myndighederne?

P: Der er ingen, der har spurgt mig. Så nej. Det har jeg ikke.

 

Han skriver retningsanvisninger på et stykke papir, som han giver til mig. Besøgstiden er overstået.

Jeg vil undersøge stedet en af de kommende dage – og det siger forhåbentlig sig selv, at jeg ikke kan give nogen detaljer, før jeg ved, om manden taler sandt. Skulle det vise sig at være tilfældet, kan det være, at de involverede endelig kan få en afslutning på sagen. Hvad det betyder for bogen må så komme i anden række.

Opdatering

Jeg havde faktisk tænkt mig at poste et interview, jeg udførte med en, der var i kontakt med pigen gennem et skoleprojekt, men det venter jeg lidt med nu. Billedet, det ukonkrete spor, har muligvis ført noget med sig, som kræver yderligere research og et møde med en hidtil ukendt kilde.

Jeg vender tilbage senere med flere oplysninger.

Detektivens interview

Politiets undersøgelse af sagen resulterede som bekendt ikke i dens opklaring, og der er så godt som ingen konkrete spor i sagen, som en efterforsker i dag ville kunne arbejde videre med. Til gengæld havde jeg en samtale med en privatdetektiv, der også var involveret i sagen, som viste sig at blive ganske interessant. Følgende er et uddrag:

NJ: Hvad fortalte du hende [pigens mor]?

D: Jeg fortalte, hvad jeg fandt ud af. Men der var jo ikke så mange, der vidste noget, så det var mest rygter. Jeg havde kontakter hos politiet, ikke? Og også i andre afdelinger. Aarhus og Silkeborg og Haderslev og nogle andre steder. Der var folk, der ringede ind med tips, hvis de syntes, de havde set noget.

NJ: Var der så nogen, der så noget?

D: Ja, det var der da. Bare ikke noget der havde med den pige at gøre. Et forældrepar i Vejle blev arresteret for at have misbrugt deres datter. Det fortalte jeg hende.

NJ: Hvad syntes hun om det?

D: Det ved jeg ikke. Hun var vel glad for, at de var blevet afsløret. Men det var jo ikke hendes egen datter, så ...

NJ: Ved du, hvilke eftersøgninger, der blev udført inden for det pædofile miljø?

D: Jeg vil ikke kunne give dig navne, hvis det er det, du fisker efter. Men det er rigtig nok, at politiet prøvede noget i den retning. Det gjorde jeg også.

NJ: Okay. Fik du så noget ud af det?

D: Hm. Det var faktisk det eneste, jeg fik noget ud af.

På sin mobil viser han mig et billede. Det viser en lille piges ansigt og nøgne overkrop. Hendes hår er lyst, men plettet af mudder ligesom hendes hud. En rød skramme trækker en kort linie hen over hendes kind. Baggrunden er en mørk himmel. Jeg genkender hende fra billeder, moren har vist mig.

NJ: Hvor har du det fra?

D: En af mine kontakter fik det tilsendt fra en anonym mailkonto.

NJ: Viste du det til moren?

D: Nej. Det gjorde jeg ikke. Jeg kunne ikke se meningen med det.

NJ: Viste du det til nogen? Politiet?

D: [Ryster på hovedet.]

Mere sagde detektiven ikke ved den lejlighed. Naturligvis ville jeg gerne have bekræftet fotografiets ægthed, men eftersom jeg ikke var i besiddelse af en kopi var det ikke en reel mulighed. Jeg kunne kun undre mig.

Introduktion

I januar 2001 forsvandt en ung pige sporløst fra sit hjem i Kolding. Sagen modtog massiv opmærksomhed fra både politi, presse og offentligheden i øvrigt. På trods af dette blev den aldrig opklaret; man fandt aldrig ud af, hvor pigen forsvandt hen, om hun blev kidnappet eller løb hjemmefra, om hun er død eller i live den dag i dag.

Flere elementer i denne historie fascinerede mig. Mysteriet, først og fremmest, men også spørgsmålet om pigens familie. Hvordan lever man med sådan en tragedie, hvordan håndterer man det, når det sker? Og hvad med ti år senere?

Gennem samtaler med de involverede, både den nære familie, journalister, politifolk og andre, der var involveret i sagen på den ene eller den anden måde, tegnede der sig dog et mere komplekst billede af hele sagen. Det slog mig, at ingen før havde gjort som jeg: undersøgt sagen fra alle vinkler, ikke bare de sandsynlige, men også de usandsynlige. Ikke bare de hårde fakta, men også den intime og følelsesladede historie.

Det er min tro, at denne indgangsvinkel til sagen har bragt noget nyt af sig. Muligvis ikke en forklaring, som mange vil finde tilfredsstillende. Sikkert en forklaring, som mange vil afvise med et foragteligt fnys. Utvivlsomt vil det blive kaldt respektløst at spinde sådanne spekulationer over virkelige menneskers tragedier. Forhåbentlig vil også et par mennesker finde et gran af sandsynlighed i min bog.

Uanset hvad har jeg lagt mange timers intensiv research i arbejdet. Her på bloggen vil jeg redegøre for en del af min arbejdsproces, interviews og artikler vil blive offentliggjort. Til dels er det et forsøg på at foregribe noget af den uundgåelige kritik, mit projekt vil møde ved at vise, at jeg har taget og fortsat tager sagen ganske alvorligt, samt åbent fremlægge de informationer, jeg har fundet. Derudover er det mit ønske, at gøre andre, der har mistet, opmærksomme på sagen: at overbevise dem om, at de ikke står alene, at ikke alle blankt afviser uortodokse forklaringer på mystiske forsvindinger, som har fundet sted gennem flere hundrede år.